Flere tidligere præsidenter sagde farvel til Barbara Bush

Donald Trump havde sendt hustruen Melania til bisættelsen.

  • Tidligere præsident George H.W. Bush på vej til sin hustru Barbara Bush' bisættelsei St. Martin's Episcopal Church i Houston, Texas. (Foto: RICHARD CARSON © Scanpix)
  • Tildligere præsident Bill Clinton og hans hustru Hillary ankommer. (Foto: pool © Scanpix)
  • Melania Trump mødte op uden præsident Donald Trump. (Foto: pool © Scanpix)
  • Tidligere præsident Barack Obama og hans hustru Michelle. (Foto: David J. Phillip © Scanpix)
  • Gæster ankommer til St. Martin's Episcopal Church i Houston. (Foto: pool © Scanpix)
  • Kisten med Barbara Bush bæres ud fra kirken. (Foto: scott olson © Scanpix)
  • Tidligere præsident George H.W. Bush følger kisten ud af kirken. (Foto: RICHARD CARSON © Scanpix)
1 / 7

Amerikanerne sagde lørdag et sidste farvel til den selvudnævnte "bedstemor for hele USA" i Houston, Texas. 1500 var ifølge BBC mødt op til bisættelsen af den mest populære førstedame i moderne amerikanske historie, Barbara Bush.

Ud over hendes mand, George H.W. Bush, og sønnen George W. Bush var to andre tidligere præsidenter til stede.

På første række ved begravelsen sad tidligere præsident Barack Obama og den tidligere førstedame Michelle Obama. Også Bill Clinton deltog med sin kone, Hillary Clinton, der var præsidentkandidat for demokraterne i 2016.

Den nuværende førstedame, Melania Trump, var også til stede, mens præsident Donald Trump fredag oplyste, at han ikke ville deltage.

Han vil "af respekt for familien Bush" undgå at skabe forstyrrelser og øget sikkerhed.

Ikke det bedste forhold til Trump

Trump og Bush-familien har tidligere haft et anstrengt forhold, især da sønnen Jeb Bush konkurrerede med Trump om republikanernes kandidatur til præsidentposten i 2016.

Ifølge BBC beskrev Barbara Bush Donald Trump som en "showmand" og undrede sig over, hvordan kvinder kunne sætte deres kryds ved ham.

Fredag havde 6000 mennesker besøgt St. Martin's episkopale kirke for at vise deres respekt.

Gallup har to gange spurgt, hvem amerikanerne synes kommer tættest på idealet for nationens førstedame. Og begge gange var Barbara Bush det svar, der optrådte oftest.

Hendes popularitet i befolkningen målt under hendes mands præsidenttid er ikke blevet slået siden - hverken af svigerdatteren Laura Bush eller af Michelle Obama, der ellers begge var overvældende populære.

Barbara Bush skal senere begraves ved Bush Biblioteket nær Texas A&M University. Gravpladsen er omgivet af træer og nær en å, hvor parrets treårige datter, Robin, der døde af leukæmi, i 1953 blev begravet.

/ritzau/

Facebook
Twitter