Flere tusinde demonstranter løsladt i Hviderusland: 'De har fået tæsk, og de er blevet nægtet mad og drikke'

Omkring 6.700 demonstranter er i alt blevet tilbageholdt.

Flere var stadig i chok efter deres løsladelse over den grusomme behandling i fængslet. (Foto: SERGEI GAPON © Scanpix)

Det var et tårevædet øjeblik, da de første demonstranter i går aftes blev løsladt i Hviderusland.

Både for de pårørende, der ventede ude foran detentionscenteret i Minsk, og for mange af de løsladte, der stadig var i chok over den behandling, de havde fået i fængslet.

Op mod 6.700 mennesker blev tilbageholdt for gå på gaden mod landets siddende præsident, Aleksander Lukasjenko, der søndag vandt det hviderussiske præsidentvalg.

Fredag morgen er omkring 1.000 blevet løsladt. Men for mange af dem var det modbydelig oplevelse.

- De har fået tæsk, de er blevet nægtet søvn, de er blevet nægtet mad og drikke og har været mast helt op til 50 mennesker i firemandsceller, siger DR's korrespondent i Hviderusland, Matilde Kimer, efter at have hørt beretninger fra flere af de løsladte demonstranter.

En kvinde, som er blevet løsladt, fortæller, hvordan politimænd slog hende og tog hendes bukser af.

Matilde Kimer har delt kvindens video på sin Twitter-profil.

- Der er også enkelte tv-hold, der er lykkedes med at filme ned i fængslernes baggårde, hvor man kan se, at betjente har afklædt en kvinde og truer hende med at voldtage hende, fortæller Matilde Kimer.

I videoen nedenfor ses øjeblikket, hvor de første demonstranter bliver løsladt.

Flere løsladelser på vej

Løsladelserne sker, efter at Hvideruslands viceindenrigsminister, Aleksander Barsukov, i går oplyste, at myndighederne ville løslade de omkring 6.700 mennesker, som blev tilbageholdt under demonstrationer den seneste uge.

Præsidentvalget søndag har ført til store demonstrationer i Hviderusland, efter Aleksander Lukasjenko vandt for sjette gang i træk.

  • En kvinde er tydeligt berørt efter at være blevet løsladt. (Foto: VASILY FEDOSENKO © Scanpix)
  • Demonstranterne, der blev fængslet, beskyldte Alexander Lukasjenko for valgsvindel. (Foto: SERGEI GAPON © Scanpix)
  • Flere af de løsladte havde blå mærker flere steder på kroppen, da de kom ud. (Foto: SERGEI GAPON © Scanpix)
  • Ifølge de løsladte demonstranter er de blevet slået og nægtet søvn, mad og drikke i fængslet. (Foto: VASILY FEDOSENKO © Scanpix)
  • Pårørende stod klar til at modtage venner og familiemedlemmer, der var blevet anholdt efter den seneste uges protester. (Foto: SERGEI GAPON © Scanpix)
1 / 5

- Regeringen har været nødt til at give nogle indrømmelser, fordi de kan mærke, at der er et gigantisk folkeligt pres mod regimet, og det breder sig i hele landet, siger Matilde Kimer.

'Niveauet af vold er fuldstændig uhørt'

Demonstranterne beskylder præsidenten for at have snydt med stemmerne.

Det er sket, på trods af at hviderussiske myndigheder er kendt for at slå hårdt ned på kritikere, og mange tør ikke vise deres harme mod styret. Men de seneste dage er tusindvis af hviderussere gået på gaden i kampen mod den siddende præsident.

Særligt i hovedstaden Minsk har det været uro i gaderne.

- Niveauet af vold og brutalitet er fuldstændig uhørt, også i Hviderusland, sagde Matilde Kimer i går, efter at 700 demonstranter var blevet tilbageholdt efter endnu en dag og nat med protester.

  • 'Vi har brug for en ny præsident', står der på banneret, som en demonstrant holde oppe under en demonstration torsdag aften. (Foto: SERGEI GAPON © Scanpix)
  • Demonstranter formede en menneskecirkel under en af torsdagens fredelige demonstrationer. (Foto: Tatyana Zenkovich © Scanpix)
  • 'Hviderussere, I er fantastiske', står der på skiltet i baggrunden. (Foto: SERGEI GAPON © Scanpix)
  • Aleksander Lukasjenko indsatte specialtropper og antiterrorenheder mod demonstranterne. (Foto: SERGEI GAPON © Scanpix)
  • Omkring 6.700 demonstranter er blevet tilbageholdt efter den seneste uges demonstrationer. (Foto: VASILY FEDOSENKO © Scanpix)
1 / 5

Selv om hviderusserne er vant til, at deres ytringsfrihed er begrænset, er det ikke normalt for dem, at politi og militær sætter så hårdt ind mod demonstranter. Præsidenten har blandt andet indsat specialtropper og antiterrorenheder for at holde demonstranterne nede, beretter Matilde Kimer.

Ifølge Matilde Kimer kan løsladelserne og demonstranternes beretninger om forholdene i fængslet være med til at starte en endnu større bevægelse mod regimet.

- De beskrivelser, der kommer ud, vil være med til at mobilisere endnu flere mennesker mod Lukasjenko. Og det gælder også dem, der endnu ikke har været en del af den her bølge mod undertrykkelse og politibrutalitet, siger hun.

Oppositionsleder flygtet

Efter at valgresultatet kom frem, forlod oppositionsleder Svetlana Tikhanovskaja landet. Hun befinder sig nu i Litauen og anerkender ikke resultatet.

- Jeg har truffet en vanskelig beslutning. Det er helt og holdent min egen beslutning, sagde hun i en video på YouTube, kort efter at hun var kommet til Litauen.

Svetlana Tikhanovskaja havde ellers stor opbakning i dagene op til valget og formåede at samle flere tusinde støtter til vælgermøder i sidste uge.

Ifølge valgkommissionen fik Aleksander Lukasjenko over 80 procent af stemmerne, og Svetlana Tikhanovskaja fik knap ti procent.

Facebook
Twitter