Flere tusinde på gaden i Brasilien: 'De vil råbe, at han har blod på hænderne'

Det er ikke første gang, der er store demonstrationer mod præsidenten og coronahåndteringen.

En demonstrant i byen Goiânia har iført sig et bånd med teksten 'ud med folkedrab'. (Foto: Diego Vara © Ritzau Scanpix)

De demonstrerer mod coronahåndteringen. De demonstrerer mod deres præsident, Jair Bolsonaro.

Flere tusinde er i dag gået på gaden i byer rundtom i Brasilien.

Demonstranterne vil have landets præsident, Jair Bolsonaro, afsat, og flere af dem vil have ham stillet for en rigsret for hans håndtering af coronasituationen. Han har, ifølge dem, ikke gjort tilstrækkeligt for at komme virusset til livs og beskytte befolkningen imod pandemien.

- Dem, der er på gaden i dag, de mener, at vaccinerne slet ikke er kommet hurtigt nok ud i Brasilien. Og de mener, at Bolsonaro direkte har været med til at forsinke vaccineudrulningen. Altså man skulle være kommet meget længere, end man er nu, fortæller DR's Sydamerika-korrespondent, Kristian Almblad.

Han forklarer, at Brasilien er splittet. Der er dem, der er imod Jair Bolsonaro, og dem, der er med ham. Og under coronakrisen har flere vendt sig imod ham på grund af håndteringen.

Præsident Bolsonaro har fra pandemien indtraf haft den holdning, at mundbind og restriktioner ikke hører sig til.

Han har blandt andet betegnet virusset som "en lille influenza," og til sidst pålagde en domstol præsidenten, at også han skulle bære mundbind.

- Derfor vil du også høre nogle af dem, der er på gaden, råbe, at han har blod på hænderne, at han har slået tusindvis af brasilianere ihjel. Det er noget, der er svært at gøre op, men det er altså den sandhed og den historie, de lever i, siger Kristian Almblad.

Pandemien har ramt landet hårdt. Knap 500.000 mennesker er døde med coronavirus i Brasilien, og flere end 17 millioner er eller har været smittet. 11,3 procent af befolkningen er færdigvaccinerede, og 28 procent er påbegyndt vaccinationen.

- Bolsonaros tilhængere vil nok sige, at man skal kigge ud over resten af Sydamerika – Brasilien er faktisk et af de lande i Sydamerika, hvor der er vaccineret flest, forklarer Kristian Almblad.

  • En demonstrant holder en plakat med teksten 'Evangelister for demokrati'. (Foto: Diego Vara © Ritzau Scanpix)
  • Flere demonstranter i Goiânia ønsker sig en rigsret mod præsident Jair Bolsonaro. Her viser en tegning præsidenten bag tremmer. (Foto: SERGIO LIMA © Ritzau Scanpix)
  • 'Denne regering er værre end virus,' står der på skiltet. (Foto: Diego Vara © Ritzau Scanpix)
  • Tusinder deltager i demonstrationer landet over. (Foto: SERGIO LIMA © Ritzau Scanpix)
1 / 4

Valg i sigte

Under dagens demonstrationer er der særligt en ting, der er interessant, fortæller Kristian Almblad. Nemlig om den tidligere præsident Luiz Inacio Lula da Silva deltager.

- Hvis Lula går med i dag, så er det yderligere bekræftelse af, at han har tænkt sig at stille op mod Bolsonaro, og at han bliver Bolsonaros hovedfjende i valget. Men det er også en styrkelse af den bevægelse, der er mod Bolsonaro, siger korrespondenten.

Luiz Inacio Lula da Silva var præsident indtil januar 2011 og har netop fået annulleret en række korruptionsdomme mod sig. Og det er vigtigt. For næste år skal brasilianerne nemlig stemme om, hvem de mener, der skal være den næste præsident i Brasilien.

- I de seneste meningsmålinger, vi har set, der har Lula faktisk - efter det blev kendt, at han måtte stille op - vist sig at være den kandidat overhovedet, der trækker flest stemmer. Også væsentlig flere end Jair Bolsonaro. Så det bliver formentlig de to, der skal slås om præsident-titlen, fortæller Kristian Almblad.

Og uroen mod Bolsonaro kan få konsekvenser, spår han:

- Der er altså også folk, som har det meget svært med Lula, men når det kommer til stykket, hvor de skal vælge mellem Bolsonaro og Lula, tror jeg, med afsæt i meningsmålingerne, at de vil vende Bolsonaro ryggen.

En gentagelse fra tidligere

Det er ikke første gang, Brasilien kan melde om store demonstrationer imod præsidenten og coronahåndteringen.

Den 29. maj i år var der de største demonstrationer i landet, siden coronavirus brød ud. Her gik folk på gaden i flere end 200 byer rundtomkring i landet.

- Det, der er interessant i dag, er at se, om man kan holde momentum. Kan man udbrede det til flere byer, kan man få endnu flere mennesker på gaden. Så vil det være et tegn på, at oppositionen er styrket, forklarer Kristian Almblad og fortsætter:

- Kommer der derimod ikke mange på gaden, så vil der igen være en eller anden form for opgivenhed i oppositionen. Man vil måske tænke, at det bliver svært at få væltet Bolsonaro.

Jair Bolsonaro har flere gange tidligere sagt, at det er vigtigt for ham at holde økonomien i gang. Den samme holdning har hans tilhængere, siger Kristian Almblad:

- De synes, at hans linje i forhold til corona er helt rigtig. Man kan ikke lukke Brasilien ned, det har alt for store økonomiske konsekvenser. Man skal så vidt muligt forsøge at leve, som man hele tiden har gjort for at holde landet i gang. Og så må man tage de tab, det nu koster i forhold til corona, mener de.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk