Flygtningelejr ramt af coronaudbrud: Svært at forhindre, at alle bliver smittet

Forholdene i lejren på Lesbos gør det næsten umuligt at bekæmpe smittespredningen.

I den nye Kara Tepe-lejr på Lesbos deler 500 mennesker samme toilet, og der er kun halvanden meter mellem teltene. (Foto: YARA NARDI © Scanpix)

For to uger siden bredte flammerne sig omkring de tusindvis af flygtninge og migranter, der befinder sig på den græske ø Lesbos.

Flammerne er for længst slukket - men nu er det i stedet coronaen, der breder sig.

De seneste dage er 243 nemlig konstateret smittet med covid-19 i den nye, midlertidige teltlejr på øen.

Spørger man generalsekretær i Dansk Røde Kors, Anders Ladekarl, der befinder sig på Lesbos, kommer det tal kun til at stige.

- Der er en til halvanden meter mellem hvert telt i lejren, hvor der bor 10.000 mennesker. Der er 500 mennesker per toilet og dårlige vandfaciliteter, så det bliver en kæmpe udfordring at forhindre, at coronaen breder sig til alle i den her lejr.

Kun et pigtrådshegn adskiller de smittede fra de raske, og forholdene i lejren gør det til en næsten umulig opgave at bekæmpe smittespredningen, mener Anders Ladekarl.

- Sanitet og rent drikkevand er det helt store problem. Der er ingen steder, man kan vaske sig, og ingen steder hvor man kan holde den hygiejnestandard, det kræver at bekæmpe coronavirus, siger han.

  • Tusindvis af hvide telte blev slået op tæt ved landsbyen Kara Tepe på Lesbos, kort efter Moria-lejren brændte ned. (Foto: VANGELIS PAPANTONIS © Scanpix)
  • Mange af de mennesker, der før boede i Moria-lejren, nægtede til at begynde med at flytte ind i den nye teltlejr. Derfor måtte græsk politi overtale dem til at flytte ind i den nye lejr i stedet for at sove på gaden. (Foto: VANGELIS PAPANTONIS © Scanpix)
  • I dag er mere end 10.000 flygtninge og migranter blevet overført til Kara Tepe-lejren. (Foto: VANGELIS PAPANTONIS © Scanpix)
  • Coronavirus breder sig nu blandt beboerne i lejren, hvor der er etableret et særligt afskåret isolationsområde for smittede. (Foto: VANGELIS PAPANTONIS © Scanpix)
1 / 4

Mere end 7.000 flygtninge og migranter er de seneste dage blevet testet for covid-19 i Kara Tepe-lejren, der blev sat op på Lesbos, efter den overfyldte Moria-lejr brændte ned for to uger siden.

Gennemsnitsalderen for de smittede i lejren er 24 år, og de fleste smittede havde ingen symptomer, da de blev testet positiv, fortæller en talsmand for den græske regering ifølge BBC.

EU skal afgøre migranters skæbne

Moria-lejren, der var Grækenlands største flygtningelejr, brændte ned for to uger siden og efterlod mere end 12.000 mennesker uden tag over hovedet. Tusindvis af flygtninge og migranter måtte derfor sove på asfalten med begrænset adgang til mad og drikke.

Det har fået flere europæiske lande til at sige, at de vil tage imod flygtninge og migranter fra lejren - dog ikke Danmark.

I morgen præsenterer EU-Kommissionen en plan, der skal løse problemet med fordelingen af flygtninge i EU, og Anders Ladekarl håber, at planen indeholder en fælles og mere strømlinet løsning.

- Jeg håber, at dem, der har ikke har behov for beskyttelse, kan sendes hjem på en værdig måde, og at dem, der har behov for beskyttelse, bliver fordelt solidarisk mellem de europæiske lande. Indtil videre er det jo Grækenland, der har måttet tage langt de fleste, siger han.

Mere end 12.000 mennesker blev tvunget på gaden, efter Moria-lejren brændte ned for to uger siden. Der gik over en uge, før de kunne få tag over hovedet igen. (Foto: MANOLIS LAGOUTARIS © Scanpix)

Branden i Moria-lejren har fået flere tusinde til at gå på gaden i blandt andet Tyskland og Frankrig og forlange, at lande i EU tager imod flygtninge og migranter fra den nedbrændte lejr.

I sidste uge meddelte den græske regering, at de mente, at det var beboere i lejren, der stod bag branden i Moria-lejrien, og siden er fire afghanske asylansøgere er blevet anholdt for at have påsat branden.

Moria-lejren

  • Under flygtningekrisen i 2015-2016 blev lejren på Lesbos, der ligger tæt på Tyrkiets kyst, et samlingspunkt for flygtninge og migranter, som forsøgte at komme til Europa.

  • Ifølge den seneste opgørelse boede omkring 12.600 mennesker i og omkring lejren.

  • Officielt har den plads til 2.757.

  • Nødhjælpsorganisationer har flere gange kritiseret leveforholdene i Moria-lejren.

  • Der er rapporter om timevis af ventetid for at komme på toilettet eller i bad, og at hele dagen kan gå med at stå i kø til mad.

Facebook
Twitter