Flygtningestrøm på Balkan - 'Jeg ved ikke, hvorfor de skyder os'

Tusindvis af flygtninge kæmper sig gennem lande som Iran og Bulgarien på vej mod EU. Vores korrespondent har været i Serbien for at beskrive deres situation.

Udmattede flygtninge ved vejsiden på Balkan. De to personer på billedet er ikke del af den gruppe, som udtaler sig i artiklen. (Foto: Thomas Ubbesen © DR)

De har været under vejs i tre måneder.Otte-ti venlige, unge mænd, der sidder i den bagende sol ved et forladt teglværk i en majsmark i Serbien et par kilometer fra grænsen til Ungarn. Store drenge som ikke tilhører vores verden med dens lønkonti, pas, lufthavne, bekvemme hoteller og kølige drinks.De her fyre er globale vandringsmænd. De er vandret fra den ene ende af verden til den anden på deres flade fødder. Over talløse grænser, bjerge, ørkener, gennem mistænksomme byer, forbi dødbringende myndighedspersoner - alt sammen for at komme til et sted, hvor der er fred.

Det er det, de fortæller: Vi er gået hele vejen fra Afghanistan, i tre måneder, fordi vi ikke kan leve der. Der er Taleban som altid, nu er Islamisk Stat også kommet. Man kan ikke leve i det land. Vi vil et sted hen, hvor der er fred.

Gensynsglæde Det er lige før middag, solen er nådesløs. De forsøger at bevare renligheden. Et par stykker har fundet en rusten vandhane, hvor de sæber sig ind, vasker sig, barberer sig, skyller deres t-shirts op, hænger dem til tørre på buske. De er ikke bange for at tale, men vil ikke fotograferes. Der er familier derhjemme.De er ikke gået sammen hele vejen. Disse ti er løbet ind i hinanden på aftentoget fra Beograd til grænsebyen Subotica, hvor de er nu.De er ikke vandret sammen, men de er afghanere, og flere af dem er løbet ind i hinanden igen og igen under den lange vandring, har fulgtes ad nogle dage, er kommet fra hinanden, er fortsat og fortsat og fortsat, løbet ind i hinanden igen. Gensynsglæde. Delt lidt mad og penge. Fortsat. Nu er de her. Ungarn ligger dér - et eller andet sted bag disse enorme majsplanter.

Mellemøstlige og afrikanske flygtninge ved en serbisk politistation, hvor de venter på at få udstedt dokumenter, der tillader dem at rejse gennem landet. (Foto: Thomas Ubbesen © DR)

Frygt for politietDe er trætte og sultne, nu skal de hvile sig, før næste forhindring. Gemme sig lidt for politiet her på det forladte teglværk.- Det er politiet, vi er bange for, siger Yamouk,  20 år, journalist fra Kabul, taler engelsk. Lille og tynd som en pind lige som de andre.- Det er altid politiet, der er problemet. Ikke folk. Ikke serberne eller tyrkerne eller bulgarerne. Politiet.Han fortæller, at det allerværste var vandringen gennem Iran.- De regner os ikke for noget som helst dér. De siger, at vi er sindsyge afghanere. Vi er ingenting værd, og de har jagtet os over alt i det land.- Det sidste stykke før grænsen til Tyrkiet var det værste, bryder Khalil ind. - Der skød de på os med geværer. Politet jagede os i natten og skød os ned. Vi har alle sammen set vores venner blive skudt. Vi har alle set ti, tyve, halvtreds blive skudt der, i det område. Jeg ved ikke, hvorfor de skyder os, men det gør de. De iranske politimænd.

Mellemøstlige og afrikanske flygtninge ved en serbisk politistation, hvor de venter på at få udstedt dokumenter, der tillader dem at rejse gennem landet. (Foto: Thomas Ubbesen © DR)

Bulgarien et meget dårligt land Sammenlignet med Iran har Tyrkiet været den rene leg. Dér blev de ikke generet af myndighederne. Men i Europa, i Bulgarien, startede det igen.- De bulgarske politifolk skyder os ikke, men de er lige så slemme som dem i Iran. De tæsker folk med køller. Banker os flygtninge, så snart de får fat i os. Bulgarien er et meget, meget dårligt land.De fleste flygtninge på det, man kalder Balkan-ruten, er kommet gennem Grækenland og Makedonien, og mange har oplevet brutale overgreb fra politiets side der, men denne lille gruppe er altså kommet ind i Serbien fra Bulgarien. Fra den grænse har de søgt til Beograd. Det var der de natten til søndag købte billet til Subotica, her ved den næste grænse.

Mistede alt i tog- Det var to politimænd i toget, fortæller Khalil. - En høj en og en lille og tyk. De spurgte om vi var afghanere, og når vi sagde ja, fik vi besked på at gå ned og sætte os i den bageste vogn. Et par timer senere kom de ned til os der. Vi skulle betale 10 eller 20 Euro, ellers ville de sende os tilbage til Afghanistan, sagde de.- Nogle betalte, andre sagde, at de ingen penge havde. Hvis man sagde det, blev man trukket hen i en lille kupé og fik besked på at tage alt tøjet af. Hvis de fandt penge i tøjet eller på én, tog de det hele. Alt. Der var en der mistede 1000 Euro. Selv mistede jeg mine sidste 50.Efter fire timer nåede de Subotica. Gik lidt rundt i en park. Hørte, at der var et sted, de kunne være uden for byen. Et teglværk.  Nu er de her i middagsheden. Her er helt stille, kun nogle summende insekter. De spørger, om jeg ved hvad vej Ungarn ligger? Om jeg ved noget om de der lande i Europa? Tyskland, for eksempel? Eller Sverige? Er der ikke noget om, at folk i Sverige er meget venlige, spørger de.

Facebook
Twitter