Flykapring i Mexico overstået

Mexicanske sikkerhedsstyrker har anholdt fem personer i forbindelse med kapringen af et fly, der blev tvunget til lufthavnen i Mexicos hovedstad.

Flykapringen i Mexico endte fredeligt.

Fem formodede kaprere er blevet pågrebet, efter at et passagerfly fra AeroMexico blev kapret i lufthavnen i den mexicanske ferieby Cancun og tvunget til Mexico By.

Kort efter at flyet var landet i den mexicanske hovedstad, blev de fem formodede kaprere anholdt af sikkerhedsstyrker og ført bort iført håndjern, oplyser lokale medier.

Forinden havde kaprerne frigivet de 104 passagerer ombord på flyet. Efterfølgende frigav de også besætningen.

Flyet kom oprindeligt fra Bolivia og var mellemlandet i Cancun på vej mod den mexicanske hovedstad. Kaprerne var muligvis fra Bolivia.

Uklart hvad formålet var

Det var umiddelbart uklart, hvad formålet med kapringen var. Kaprerne havde dog truet med at sprænge flyet i luften, medmindre de fik lov at tale med Mexicos præsident, Felipe Calderon.

Præsidenten ankom senere til lufthavnen, hvor der er et omfattende opbud af sikkerhedsstyrker.

Men kort efter var kaprerne blevet overmandet af sikkerhedssoldater og ført bort.

Transportminister Francisco Orcasitas oplyser, at der ikke blev fundet sprængstoffer om bord på flyet, en Boeing 737.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk