Flyselskaber suspenderer flyvninger til Kairo

British Airways og Lufthansa har stoppet flyvninger til Kairo. Begge henviser til sikkerhedsårsager.

Der kommer ikke til at lande nogen fly fra British Airways i Kairos lufthavn de næste dage. (Foto: Andy rain © Scanpix)

To af de helt store flyselskaber - tyske Lufthansa og britiske British Airways - har suspenderet deres flyvninger til Kairo. Begge angiver en angivelig trussel mod flyenes sikkerhed.

Det skriver erhvervsmediet Financial Times.

Ingen af selskaberne har oplyst, hvad der er i vejen med sikkerheden ved flyvninger til Kairo. Derfor står det heller ikke klart, om der er en konkret trussel mod selskabernes fly, eller om der er tale om en mere generel trussel.

- Vi efterser konstant vores sikkerhedsforanstaltninger i alle lufthavne rundt om i verden, og vi har suspenderet flyvninger til Kairo i syv dage som forholdsregel, så vi har mere tid til at vurdere situationen, lyder det i en meddelelse fra British Airways.

Terrorangreb mod russisk fly

Den britiske regering har længe advaret mod at unødvendige rejser til og fra Sharm el-Sheikh, hvor et russisk passagerfly i 2015 blev sprængt i luften. Samme advarsel har dog ikke lydt i forhold til flyvninger til og fra Kairo.

224 døde i agrebet, som Islamisk Stat tog skylden for, og som fik Rusland til at indstille alle flyvninger til Egypten i flere år. Storbritannien stoppede i kølvandet på angrebet alle flyvninger til Sharm el-Sheikh.

En talsmand fra Lufthansa siger til Financial Times, at flyselskabet nu vurderer situationen løbende.

/ritzau/

Facebook
Twitter