FN advarer USA imod at sende våben til Syrien

Ban Ki-moon mener ikke, at det vil hjælpe noget at sende våben til de syriske oprørere.

Det vil ikke hjælpe på den nuværende situation at sende våben til Syrien, mener FN's generalsekretær Ban Ki-Moon. (Foto: Xinhua © DR Nyheder)

Det er en dårlig idé, hvis USA forsyner de syriske oprørere med våben. Sådan lyder meldingen fra FNs generalsekretær Ban Ki-moon, efter at amerikanerne har skiftet kurs og nu vil støtte oprørerne militært.

- Det er klart, at det ikke vil hjælpe på den nuværende situation, hvis man forsyner nogen af siderne med våben, siger Ban Ki-moon.

Fredag kom det frem, at USA er parat til at yde militær støtte til de syriske oprørere, som kæmper mod præsident Bashar al-Assads regime. Det sagde Det Hvide Hus ifølge CNN.

Amerikansk støtte er fortsat ukonkret

Støtten vil tilsyneladende omfatte våben. En kilde tæt på forløbet siger til nyhedsbureauet Reuters, at USAs præsident, Barack Obama, har sagt ja til at give oprørerne våben.

Hvilken type militært isenkram og hvornår det bliver leveret, er der ingen oplysninger om.

Meldingen kom, efter at USA har konkluderet, at det syriske styre har brugt kemiske våben mod oprørerne under borgerkrigen - blandt andet kvælende nervegas.

USA bange for, at våben havner i de forkerte hænder

Ifølge de amerikanske efterretninger har op til 150 mennesker mistet livet som følge af angreb med kemiske våben.

USA har gennem den over to år lange borgerkrig afholdt sig fra at støtte oprørerne med våben. Amerikanerne har været nervøse for, at våbenforsyninger ville havne i de forkerte hænder.

/ritzau/AFP

Facebook
Twitter