FN beskyldes for ikke at følge op på sag om sexovergreb

FN beskyldes for at have forsinket opklaringen af en mistanke om franske FN-soldaters sexmisbrug af børn i Den Centralafrikanske Republik.

FN har ikke gjort nok for at opklare sag om franske FN-soldaters seksuelle overgreb på afrikanske børn. Det mener franske myndigheder samt tidligere svensk medarbejder i FN. (© Colourbox)

I flere måneder har FN ikke besvaret franske myndigheders henvendelser.

Det Frankrig vil have svar på er ellers vigtigt nok. Det er nemlig oplysninger til brug for efterforskningen af sexmisbrug begået af fredsbevarende soldater i Den Centralafrikanske Republik. Det skriver nyhedsbureauet AP.

Oplysningerne fremgår af en fortrolig FN-rapport fra sommeren 2014.

Heri bliver det beskrevet, hvordan franske FN-soldater skal have misbrugt børn ned til ni år seksuelt - til tider i bytte for mad og penge - under en fredsmission i Den Centralafrikanske Republik.

Et halvt år om at svare

I forbindelse med efterforskningen af sagen har de franske myndigheder bedt om lov til at tale med den FN-medarbejder, der har interviewet de børn, som har fortalt om misbruget.

Men den henvendelse har FN ifølge de franske myndigheder været seks måneder om at besvare.

Først den 29. april i år sendte FN båndudskrifterne af interviewene med børnene til de franske myndigheder.

FN’s vicehøjkommissær for menneskerettigheder, Flavia Pansieri, siger, at hun blandt andet har været optaget af budgetnedskæringer, og at hun derfor ikke gav sagen den nødvendige opmærksomhed.

- Både højkommissæren og jeg vidste, at de franske myndigheders efterforskning af sagen var i gang. Men jeg tager fuldt ansvar for ikke at have givet sagen den nødvendige opmærksomhed, udtaler hun i en erklæring.

Hemmelig rapport lækket

De franske myndigheder blev gjort opmærksomme på overgrebene, da en svensk FN-medarbejder sendte den fortrolige rapport til dem.

Det gjorde han ifølge AP, fordi han mente, at FN ikke gjorde nok for at stoppe overgrebene. Umiddelbart herefter indledte de franske myndigheder efterforskning af sagen.

Den 29. april i år afslørede The Guardian, at avisen nu også var kommet i besiddelse af den fortrolige FN-rapport. Ifølge avisen er den svenske FN-medarbejder blevet suspenderet af FN for at udlevere rapporten til de franske myndigheder.

AP skriver i dag, at det fortsat ikke vides med sikkerhed, hvor de anklagede franske soldater befinder sig, og at Frankrig endnu ikke har foretaget anholdelser i sagen.

Siden 2013 har eskalerende vold i Den Centralafrikanske Republik resulteret i en akut humanitær krise i landet.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk