FN-chef advarer mod nye uroligheder i Jerusalem: Israel må respektere retten til at forsamle sig

Sammenstød fortsætter dagen før stor parade i Jerusalem.

72-årige Antonio Guterres har været FN's generalsekretær siden 2017, hvor han overtog sædet fra sydkoreaneren Ban Ki-Moon. (Foto: FAbrice Coffrini © Scanpix)

FN’s generalsekretær, António Guterres, opfordrer Israel til at udvise "maksimal tilbageholdenhed" i Jerusalem.

Det siger en talsmand for FN søndag.

Udmeldingen kommer efter alvorlige sammenstød mellem palæstinensiske demonstranter og israelsk politi i det østlige Jerusalem i løbet af weekenden, hvor hundredvis af mennesker et blevet såret. Urolighederne har centret sig omkring al-Aqsa-moskeen, Islams tredjehelligste moske, på Tempelbjerget i den gamle del af Jerusalem.

Ifølge Guterres må Israel "respektere retten til at forsamle sig frit".

Frygt for uroligheder på "Jerusalemdag"

Sammenstødene kan fortsætte mandag, hvor tusindvis af israelere ventes at marchere gennem byen på den årlige "Jerusalemdag", hvor israelere markerer erobringen af netop den østlige del af byen under krigen i 1967.

Israelsk politi har givet grønt lys til at afholde dagen, men myndighederne har dog forhindret jøder i at besøge Tempelbjerget, hvor al-Aqsa-moskeen er placeret, skriver avisen Haaretz.

- Marchen begynder i den vestlige del af byen og går gennem det muslimske kvarter og slutter i den gamle bydel i det arabiske østlige Jerusalem, fortæller korrespondent i Jerusalem for Kristligt Dagblad, Allan Sørensen.

- Her til morgen har vi set, at palæstinensere på Tempelbjerget har samlet sten til at kaste, hvis de marcherende israelere kommer for tæt på, forklarer Allan Sørensen.

Voldsomme sammenstød søndag foran Damaskusporten i Jerusalems gamle bydel. (Foto: MENAHEM KAHANA © Scanpix)

Demonstrationer mod bosættelser

Urolighederne kommer efter flere ugers demonstrationer mod israelske bosætteres forsøg på at overtage arabiske hjem i Sheikh Jarrah-kvarteret i byen. Et projekt den israelske premierminister Benjamin Netanyahu forsvarede i en tale søndag:

- Vi afviser enhver form for pres imod, at vi bygger i Jerusalem.

Den holdning deler generalsekretær António Guterres dog ikke.

- Generalsekretæren udtrykker dyb bekymring for den fortsatte vold i det besatte Østjerusalem og muligheden for at palæstinensiske familier kan blive sat ud af deres hjem, lyder det fra FN-talsmand Stephane Dujarric i en udtalelse.

- Han opfordrer Israel til at indstille nedrivninger og udsættelser.

Også Frankrig, Tyskland, Italien, Spanien og Storbritannien har i fællesskab opfordret Israel til ikke at udvide landets bosættelser i palæstinensiske områder.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk