FN-ekspert advarer: Global opvarmning kan føre til 'klima-apartheid'

Både menneskerettigheder og lighed står for skud på grund af klimakrisen, siger FN-rapportør.

Global opvarmning kommer til at forstærke uligheden og risikerer at skabe et 'klima-apartheid', advarer Philip Alston. (Foto: ARUN SANKAR © Scanpix)

Verden står i stigende grad over for risikoen for 'klima-apartheid', hvor store dele af verden lider af sult og ekstrem varme, mens verdens rigeste betaler sig fra konsekvenserne.

Sådan lyder advarslen fra særlig FN-rapportør, Philip Alston, skriver The Guardian.

En varmere jordklode skader ikke alene basale rettigheder som adgangen til vand, mad og husly for flere hundrede millioner mennesker, men kan også skade blandt andet demokrati, lyder hans advarsel.

- Menneskerettigheder overlever måske ikke den kommende omvæltning, skiver FN-rapportøren i sin rapport til FN's menneskerettighedsråd.

Alstons rapport, som han præsenterer for rådet på fredag, bringer yderligere dårligt nyt for verdens fattigste.

Man estimerer nemlig, at udviklingslande kommer til at skulle bære byrden af 75 procent af omkostningerne af klimakrisen, selv om den fattigste halvdel af jordens befolkning kun står for 10 procent af verdens CO2-udledning.

Rige kan slippe

En verden med klimaforandringer kan få uligheden til at stige, lyder advarslen fra Alston.

- Klimaforandringer truer de seneste 50 års fremgang inden for udvikling, globalt sundhed og fattigdomsreduktion.

- Vi risikerer et 'klima-apartheid'-scenarie, hvor de rige kan betale for at undgå overophedning, sult og konflikt, mens resten af verden må lide, siger FN-eksperten, der peger på orkanen Sandy, som et eksempel på, at de rige står bedre, når naturen rammer.

- Da orkanen Sandy hærgede New York i 2012, blev lavindkomst- og sårbare newyorkere efterladt uden adgang til strøm og sundhedsydelser, mens Goldman Sachs' hovedkvarter var beskyttet af titusinder af sandsække og el fra dens generatorer.

Verdenssamfundets klimaaftaler har været ineffektive, lyder det i rapporten, der siger, at selv Paris-aftalen efterlader vores planet på katastrofekurs.

- Nationer har vadet forbi enhver videnskabelig advarsel og tærskel, og det, der engang blev set som en katastrofal opvarmning, er nu et best-case-scenarie, lyder den dystre advarsel.

Udover farerne for de udsattes basale rettigheder kan demokrati også komme for skud, mener Alston, der peger på, at stigende utilfredshed, ulighed og stærk fattigdom sandsynligvis vil styrke blandt andet fremmedhad og racisme.

Facebook
Twitter