FN: Flygtninge og migranter dør i europæisk vinterkulde

FN’s flygtningehøjkommissariat opfordrer til at beskytte flygtninge og migranter mod kulde.

Migranter varmer sig omkring et bål i en forladt lagerbygning i den serbiske hovedstad, Beograd. (Foto: © MARKO DJURICA, Scanpix)

Tusinder af flygtninge og migranter kæmper mod de iskolde temperaturer, som har ramt det sydlige og østlige Europa denne vinter.

Derfor opfordrer FN’s flygtningehøjkommissariat, UNHCR, Europas regeringer til at gøre mere og beskytte flygtninge og migranter.

De er bekymrede, efter de har modtaget adskillige efterretninger om, at flere er døde under de barske vinterforhold - inklusiv fem personer, som er døde efter årsskiftet.

- At redde liv er højeste prioritet lige nu, sagde talsperson for UNHCR, Cécile Pouilly, under en pressekonference i Genéve.

- Vi er ekstremt bekymrede over de fortsatte efterretninger om, at flygtninge og migranter bliver holdt tilbage langs grænserne hos vestlige Balkanlande. Det er uacceptabelt og må stoppes, sagde Cécile Pouilly fra UNHCR yderligere.

FN’s flygtningehøjkommissariat opfordrer derfor myndigheder over hele Europa til at gøre mere for at beskytte flygtninge og migranter mod kulden og kriminelle bander, da de er lette mål for kidnapninger, vold og afpresning.

Som eksempel nævner FN’s flygtningehøjkommissariat, at der i den serbiske hovedstad, Beograd, de seneste ti dage har været en temperatur under frysepunktet. Omkring 1.200 migranter, fortrinsvis mænd, lever under utilstrækkelige forhold uden vand og varme i byen.

Det kolde vintervejr er også et problem på den græske ø Samos, hvor 1.000 personer, både familier og børn, lever i uopvarmede telte og sovesale.

UNHCR har udleveret op mod 360.000 tæpper, soveposer, vinterstøvler og varmt tøj over hele Grækenland, oplyser organisationen.