FN og USA kræver granskning af angreb mod bus i Yemen

Mindst 50 mennesker - 29 af dem børn - blev torsdag dræbt i et luftangreb mod en bus i Saada-provinsen.

Både FN og USA reagerer kraftigt på meldingerne om, at mindst 50 mennesker - 29 af dem børn - er blevet dræbt i et luftangreb mod en bus i Yemen torsdag.

Ifølge houthi-oprørernes tv-kanal, Al Masirah, blev bussen angrebet af fly fra den saudi-ledede koalition i regionen i nærheden af Dahyan-markedet i Saada-provinsen.

FN's generalsekretær, António Guterres, kræver, at angrebet øjeblikkeligt bliver undersøgt.

I USA oplyser talsmand for Udenrigsministeriet Heather Nauert, at landet har bedt den saudi-ledede koalition om at foretage en grundig og åben efterforskning af hændelsen.

Hun giver samtidig udtryk for bekymring over rapporter om, at angrebet har ført til så mange civile dødsfald.

USA støtter sin allieret Saudi-Arabien med våben, overvågningsudstyr og anden teknologi.

Unicefs direktør for Mellemøsten og Nordafrika, Geert Cappelaere, siger, at alle 29 børn, der blev dræbt i angrebet, var under 15 år. Af de i alt 77 sårede er 30 angiveligt også børn under 15 år.

Røde Kors bekræftede tidligere torsdag, at mindst 29 børn er døde i angrebet.

- Efter et angreb i morges mod en bus, der kørte med børn i Dahyan i det nordlige Saada, har hospitaler støttet af Røde Kors modtaget snesevis af døde og sårede, hed det i en erklæring.

Johannes Bruwer, der leder Røde Kors' delegation i Yemen, oplyser på sin Twitter-profil, at de fleste ofre er under ti år.

Provinsen Saada er under den shiamuslimske houthi-hærs kontrol.

Oprørsmilitsens tv-station, Al Massirah, anklager Saudi-Arabien og dets allierede for at have ramt bussen under et luftangreb.

Ifølge Mohammed Abdul-Salam, en talsmand for houthi-oprørerne, udviser koalitionen med luftangrebet en "tydelig ligegyldighed over for civile liv".

Houthi-oprørerne bekæmpes af Saudi-Arabien og en koalition af arabiske lande, der hyppigt sender fly ind over de områder, som houthierne kontrollerer, for at bombe.

Den store arabiske nabo greb i 2015 ind i krigen for at støtte den daværende sunnimuslimske regering i Yemen, der var blevet fortrængt af houthi-oprørere.

Krigen i Yemen har kostet næsten 10.000 mennesker livet, og konflikten har ifølge FN skabt den værste humanitære katastrofe på kloden.

/ritzau/AFP