FN omdirigerer nødhjælp på grund af bomberegn i Syrien

Kamphandlinger forhindrer international nødhjælp i at nå frem.

En syrisk mand modtager behandling på et hospital i byen Qamishli i det nordøstlige Syrien, efter han blev ramt af splinter fra mortérgranater. (Foto: Delil Souleiman © Scanpix)

Danske Folkekirkens Nødhjælp har trukket sine medarbejdere ud af det nordøstlige Syrien, og nu har kamphandlingerne også ramt FN, der ikke længere kan operere frit i de berørte områder.

Det fortæller Jens Lærke, der er talsmand for FN's humanitære nødhjælp.

- Vi kan ikke køre ind, så længe bomber og granater falder. Vi aner ikke, hvad de tyrkiske militære planlæggere gør om en time, så situationsbilledet er utrolig flydende, vi ved ret beset ikke, hvor vi kan køre hen, siger Jens Lærke, dansk talsmand fra FN’s kontor for koordinering af nødhjælp.

Nødhjælpere frygtede for mortérild

Lørdag besluttede Folkekirkens Nødhjælp at trække sine medarbejdere ud af det nordøstlige Syrien.

Området er i øjeblikket hærget af kampe mellem tyrkisk militær og Syriens Demokratiske Styrker, der er en sammenslutning af kurdiske soldater.

Målet med offensiven er ifølge Tyrkiet at oprette en såkaldt sikkerhedszone, der rækker 30 kilometer ind i Syrien. Her vil Tyrkiet så placere nogle af de millioner af syriske flygtninge, der ellers opholder sig i Tyrkiet.

Ifølge Folkekirkens Nødhjælp var bombardementer med mortergranater samt risikoen for at blive fanget i krydsild medvirkende til, at man trak sine medarbejdere ud af området.

Kamphandlingerne har nu også medført, at størstedelen af FN's aktive missioner afventer situationen i et nødhjælpsknudepunkt i grænsebyen Qamishli, der ligger på den syriske side af grænsen mellem Tyrkiet og Syrien.

FN er fortsat til stede og har også besluttet at skrue op for hjælpen, men kampene sætter visse begrænsninger, siger den danske talsmand.

- Der er ingen grund til at være der, hvor folk flygter fra, så vi omdirigerer i stedet nødhjælpen til områder mod syd, hvor vi kan se, at der er en dramatisk stigning i antallet af flygtninge, og hvor vi også har skruet op for hjælpen nu, siger Jens Lærke fra FN.

Han fortæller, at kamphandlingerne har gjort det sværere at flytte nødhjælpen derhen, hvor der er brug for den, på grund af et stort antal kurdiske check points.

- Jeg har klare rapporter om, at det er et stigende problem for os. Men det blegner i forhold til, at der er tale om en aktiv konflikt, og som er grunden til, at folk flygter, siger Jens Lærke.

En medarbejder fra FN's flygtningeagentur i Syrien, UNHCR, fortæller, at sikkerheden er bekymrende.

- Sikkerhedssituationen i området er kompleks og flydende og FN samt vore humanitære partnere er bekymrede for sikkerheden for de medarbejdere, vi har på stedet, skriver presseofficer Mysa Khalaf.

Civile på flugt efter tyrkiske bombardementer ramte grænsebyer i Syrien tidligere på ugen. Ifølge FN har kampene tvunget tusinder til at søge sydpå. (Foto: Delil Souleiman © Scanpix)

Røde Kors: Vi bliver i Syrien

International chef for Dansk Røde Kors fortæller, at man fortsat har ansatte til stede i Syrien på trods af situationen.

- Vi har ikke for nuværende overvejelser om at trække vores medarbejdere ud. Vi vurderer, at deres sikkerhed er tilstrækkeligt tilgodeset dels på grund af vores kendskab til området og vores sikkerheds-setup, siger Birgitte Ebbesen.

- Men nok mere afgørende, at lokalbefolkningen ved, hvem vi er, og hvad vi laver samt det, at vi hjælper på alle sider af konflikten, siger international chef for Dansk Røde Kors. Ifølge FN har kampene i det nordøstlige Syrien sendt mindst 130.000 mennesker på flugt.