FN-rapport: Årene mellem 2015 og 2019 er de varmeste nogensinde

FN's generalsekretær, Antonio Guterres, kræver handling på dagens klimatopmøde.

60 statsledere vil tale ved dagens topmøde i FN. (Foto: Johannes Eisele © Scanpix)

Verdens statsledere er siden fredagens verdensomspændende klimademonstration blevet mødt af slagsange og bannere med budskaber såsom "There is no planet b" - Der er ikke nogen planet b.

Protesterne ledte op til det klimatopmøde, som i dag afholdes af FN i New York, og nu har FN's generalsekretær, Antonio Guterres, støttet op om de unges budskaber.

- Vi taber kapløbet med klimaet. Det bliver værre for hver dag, der går, fordi vi ikke gør nok, udtalte han ifølge Reuters.

Opråbet fra Antonio Guterres kommer i forbindelse med en rapport, som i går blev udgivet af en underorganisation af FN, Den meteorologiske verdensorganisation (WMO).

Rapporten er udgivet for at informere statslederne, som skal forsøge at komme med konkrete handlingsplaner for klimaet på topmødet i New York, der starter i dag.

  • I forbindelse med FNs klimatopmøde mødte repræsentanter for forskellige stammer fra Sydamerika og Amazonas op på Times Square. (Foto: LUDOVIC MARIN © Scanpix)
  • Repræsentanterne krævede handling fra statslederne, som i dag samles i New York. (Foto: LUDOVIC MARIN © Scanpix)
  • Demonstrationerne kommer i forbindelse med de mange skovbrænde, som har hærget verdens største regnskov, Amazonas. (Foto: LUDOVIC MARIN © Scanpix)
1 / 3

Et klimatopmøde med konsekvenser

Rapporten viser, at årene mellem 2015 og 2019 er de varmeste, der nogensinde er blevet målt. Varmen har ifølge rapporten ledt flere klimaforandringer med sig, herunder vandstandsstigninger.

- Vandstanden i havene er steget, og vi er bange for, at smelteisen fra Antarktis og Grønland vil skabe en endnu mere drastisk stigning, fortalte generalsekretær for WMO Petteri Taalas til BBC.

Vandet i havene opvarmes af solen, hvilket medfører, at temperaturen i havene stiger. Det medvirker til, at isen ved polerne smelter, og derved stiger vandstanden i havene.

Vandstanden er i den femårige periode (2015-2019) hvert år steget med 5 millimeter. Til sammenligning var den gennemsnitlige stigning i vandstanden i havene på 3,2 millimeter i 1993.

- I år har vandstandsstigninger og voldsomme tropiske storme haft tragiske effekter på befolkningen i Bahamas og Mozambique, sagde Petteri Taalas til BBC.

Rapporten understreger, at mere end 90 procent af den overskydende varme ender i havene, hvilket er en af grundene til, at WMO-analytikere har udtalt, at 2018 var det år med de varmeste vandtemperaturer.

- For at nå målet om et maksimum på to graders temperaturstigning skal indsatsen fra politikerne tredobles, og hvis målet på halvanden grad skal nås, skal ambitionsniveauet femdobles, sagde Petteri Taalas til BBC.

Guterres kræver en plan

Året 2016 er det varmeste nogensinde målt, og perioden 2015-2019 var 0,2 grader varmere end de forrige fem år.

Rapporten fra WMO viser, at der i den femårige periode var 8.900 dødsfald på grund af varme. Udover dette ledte varmen til forskellige typer af ekstremt vejr, hvilket resulterede i økonomiske konsekvenser for mange privatpersoner i de påvirkede områder - herunder ved stormen Harvey i 2017 og ved skovbrandene i Californien i 2016.

FN's generalsekretær har tænkt sig at følge rapportens råd og kræve, at statslederne skal komme med en reel plan i stedet for en fin tale, har han udtalt til Reuters.

- Det bliver værre dag for dag. Vi gør ikke nok. Naturen er sur. Folket er mere villige til at gøre noget for klimaet, end politikerne er.

Antonio Guterres' udtalelser bakkes op af professor i meteorologi ved Reading Universitet Brian Hoskins, som mener, at der skal ske meget fra politikernes side, hvis befolkningen skal kunne tilpasse sig den nye klimadagsorden.

- De klimaforandringer, som er skabt af os, udvikler sig i en meget farlig retning. Vi burde lytte til de klimaopråb, som kommer fra børnene.

Den unge, svenske klimaaktivist Greta Thunberg, som stod i spidsen for de klimademonstrationer, der ledte op til dagens klimatopmøde, er blevet inviteret sammen med andre unge klimaaktivister til at tale foran de 60 statsledere, som deltager ved dagens møde i FN.