FN-rapport: Fortsat flere sulter

Det globale verdensmål om at stoppe sult inden 2030 er i fare, lyder det fra FN.

Ifølge en ny FN-rapport lider 821 millioner mennesker i dag af sult. (Foto: © Sia Kambou, Scanpix)

Antallet af personer der sulter verden over stiger fortsat.

Det viser en ny rapport, som FN fremlagde i dag.

Ifølge rapporten sulter 821 millioner i dag verden over. Det svarer til hver niende person på kloden.

Klimaforandringer og konflikter

Antallet af sultne er steget gennem de seneste tre år og er dermed vendt tilbage til samme niveau, som for ti år siden.

Ifølge nordisk direktør for FN's fødevareprogram, Anne Poulsen, er der flere årsager til, at antallet af sultne fortsætter med at stige.

Særligt har klimaforandringer og konflikter rundt om på kloden haft en betydning, siger hun.

- Rapportens hovedfokus er, hvordan klimaforandringer påvirker menneskers evne til at brødføde sig selv. Vi ser oversvømmelser nogle steder, tørke andre steder og det har store konsekvenser for landbrugsproduktionen.

- Samtidig er et stigende antal konflikter i verden med til at bidrage til stigningen, siger hun.

Verdensmål i fare

Ifølge rapporten var færre børn underernærede i 2017 end i 2012. På fem år er tallet faldet fra 165 millioner i 2012 til 151 millioner sidste år. Og de fremskridt er langt fra tilstrækkelige, lyder det i rapporten.

Ifølge Anne Poulsen sender rapporten en klar advarsel om, at der skal gøres mere hurtigst muligt, hvis det globale verdensmål "Stop Sult" skal indfries inden 2030.

Derfor arbejder FN sammen med flere organisationer hårdt på at knække kurven, siger hun.

- Men der er ingen tvivl om, at rapportens konklusion er alarmerende og får os til at frygte, at vi ikke når i mål.