FN-rapport sammenligner Israel med apartheid

En officiel rapport udarbejdet af et FN-organ kalder Israels behandling af palæstinensere for apartheid.

Rapporten har udløst stærke reaktioner i Israel. (Foto: ATEF SAFADI © Scanpix)

Et FN-organ beskylder i en rapport Israel for at have indført apartheid-lignende tilstande for palæstinensere. Israel har affejet rapporten og FN's generalsekretær har taget afstand fra den. Det skriver Reuters.

Afsenderen af rapporten er FN-organet ESCWA, et regionalt forum og samarbejde mellem 18 arabiske lande i Mellemøsten og Nordafrika.

- Israel har etableret et apartheid-regime, der dominerer hele det palæstinensiske folk, konkluderer rapporten.

ESCWA's generalsekretær, Rima Khalaf, siger yderligere, at rapporten "klart og ærligt konkluderer, at Israel er en racistisk stat, der har etableret et apartheid-system".

Rapporten har udløst stærke reaktioner i Israel, hvor en talsmand for landets udenrigsminister har sammenlignet den med den nazistiske propagandaavis Der Stürmer.

- Dette forsøg på at tilsværte og sætte falske mærkater på det eneste sande demokrati i Mellemøsten ved at skabe en falsk analogi er foragteligt og udgør en eklatant løgn, skriver talsmanden, Emmanuel Nahshona, yderligere ifølge Reuters.

/ritzau/