FN: Rusland blokerer undersøgelser af kemiske angreb

Den amerikanske præsident har opfordret FN's Sikkerhedsråd til at forlænge mandat i Syrien. Rusland afviser.

USA's FN-ambassadør, Nikki Haley, taler i FN's Sikkerhedsråd for at få forlænget mandatet til at undersøge kemiske angreb i Syrien. (Foto: Lucas Jackson © Scanpix)

Den amerikanske præsident, Donald Trump, har opfordret medlemmerne af FN's Sikkerhedsråd til at forlænge mandatet til at undersøge, hvem der har angrebet med kemiske våben i Syrien.

Det skal ske for at sikre, at "Assads regime ikke begår massemord med kemiske våben igen nogensinde", skriver Trump på Twitter.

Men en forlænget undersøgelse kræver et fornyet mandat fra FN's Sikkerhedsråd.

Og her får USA modstand fra Rusland, der nedlægger veto, og dermed blokerer for resolutionen, skriver Reuters.

Det hidtidige mandat til at undersøge, hvem der har begået kemiske angreb i Syrien udløber ved midnatstid.

USA har længe meddelt, at de ønsker mandatet forlænget.

Men Rusland ønsker en anden udgave af resolutionen, end den som USA og de andre medlemmer af Sikkerhedsrådet indtil videre har fremlagt.

Det hidtidige mandat har betydet, at FN og Organisationen for Forbud mod Kemiske Våben (OPCW) i oktober kunne konkludere i en rapport, at det var den syriske præsident Bashar al-Assads regime, der stod bag et angreb med nervegassen sarin 4. april i Syrien.

Men FN og OPCW's undersøgelser ser altså ikke umiddelbart ud til at kunne fortsætte.

Det er tiende gang, at Rusland nedlægger veto i FN's Sikkerhedsråd i sager angående Syrien.

/ritzau/