FN søger løsning på optrappede kampe i Yemen

Mere end 80 procent af Yemens nødhjælp kommer ind gennem havnen i brændpunktet Hodeida.

Hodeida ved Det Røde Hav kontrolleres af Yemens Houthioprørere, som er trængt af en stor offensiv. (Foto: ABDO HYDER © Ritzau Scanpix)

Kampene om den vigtige havneby Hodeida i Yemen blev søndag optrappet yderligere, mens en FN-udsending førte drøftelser med oprørerne i hovedstaden Sanaa.

Oprørerne mener, at FN holder med deres fjender. Men de var modstræbende gået med til at møde FN-udsendingen Martin Griffiths søndag.

Hodeida ved Det Røde Hav kontrolleres af Houthi-oprørerne. Men byen har siden onsdag været udsat for en omfattende offensiv fra regeringstro styrker, der støttes af en saudiarabisk-ledet koalition.

Kampfly fra koalitionen gennemførte søndag en række bombardementer i Hodeida. Angrebene var særligt rettet mod lufthavnen uden for byen.

Der har i de seneste døgn været modstridende meldinger om lufthavnen, som er blevet meldt "befriet". Det afvises af oprørerne, som har støtte fra Iran.

Hvis oprørerne tvinges til at opgive Hodeidah, vil det være et alvorligt tilbageslag for dem. De vil dermed få ødelagt deres forsyningslinjer til blandt andet hovedstaden.

Det vil også give den vestligt støttede alliance, der har langt flere moderne våben end oprørerne, en vigtig symbolsk sejr, efter at krigen længe har været præget af stilstand.

Flere end 10.000 mennesker er blevet dræbt under konflikten siden 2015.

Mere end 80 procent af Yemens import og nødhjælp kommer ind gennem Hodeida. FN advarer om, at offensiven mod byen kan forværre den humanitære krise i landet. Yemen er allerede på randen af hungersnød.

/ritzau/

Facebook
Twitter