FN: Trump-farvel til klimaaftale vil få alvorlige konsekvenser for USA

Den internationale klimaaftale vil dog ikke kollapse, hvis Trump melder USA ud, lyder det fra FN's generalsekretær.

Det vil være op til de amerikanske byer og delstater, at sikre USA's grønne omstilling, hvis USA's præsident vælger af skrotte den amerikanske forpligtelse, siger António Guterres. (Foto: Jewel SAMAD © Scanpix)

Det vil få store konsekvenser for USA’s sikkerhed og økonomi, hvis den amerikanske præsident, Donald Trump, vælger at melde landet ud af den klimaaftale, som blev indgået af omkring 200 lande i Paris i 2015.

Sådan lyder advarslen fra FN’s general sekretær, António Guterres, under en tale i går aftes.

- Hvis nogen efterlader et tomrum, så kan jeg garantere for, at andre vil udfylde det. Nu om dage er de økonomiske og samfundsmæssige aspekter forbundet til de miljømæssige aspekter, men de er også forbundet til sikkerhedsaspekter - de er forbundet til risikoen for konflikt, siger han og fortsætter:

- Hvis man efterlader et tomrum, som andre kan indtage, skaber du muligvis et problem i forhold til ens egen interne sikkerhed, lød det fra generalsekretæren under en tale på New York Universitetets Stern School of Business.

Udmeldingen falder, mens verden venter i spænding på, at den amerikanske præsident beslutter sig for, om USA skal blive eller forlade aftalen, som i skrivende stund er ratificeret af 147 lande – heriblandt USA.

Byer og stater og virksomheder

Sker det, vil det være op til de amerikanske virksomheder, byer og stater at leve op til den aftale, der skal sikre klodens overlevelse, lød det i går fra Guterres.

En stor del af det klimapolitiske arbejde i USA foregår da også på by- og delstatsniveau, og flere stater har allerede meldt ud, at de agter at følge aftalen – selvom deres præsident ikke vil.

Blandt andet vil Californien, USA’s mest befolkningsrige stat, ikke lade sig diktere af Trumps forsøg på at rulle klimapolitikken tilbage, og det klimapolitiske arbejde vil fortsætte mange steder – uagtet om præsidenten forlader klimaaftalen eller ej, har Jarl Krausing, der er international chef i tænketanken Concito, tidligere udtalt til DR Nyheder.

- Trumps nye klimapolitik kan få en forsinkende effekt på de klimamål, som Obama udstak for USA. Men den grønne omstilling vil fortsætte i USA, for mange delstater og byer satser på den grønne energi. Det vil de blive ved med, og derfor vil drivhusgas-udledningerne falde.

Ikke jordens undergang

Det forventes, at Donald Trump vil komme med en udmelding om Paris-aftalen i løbet af denne uge.

De andre G7-lande - Tyskland, Frankrig, Storbritannien, Italien, Canada og Japan - bekræftede alle deres dedikation til aftalen under et G7-møde i sidste uge.

Vælger USA at forlade aftalen, vil det være alvorligt, sagde FN’s generalsekretær i sidste uge til BBC – men det vil ikke betyde et kollaps af klimaaftalen.

- Det er meget vigtigt, at USA overholder sin del af aftalen, men det vil ikke være jordens undergang. Hvis ét land selvstændigt vælger den holdning - og USA er selvfølgelig meget vigtigt på grund af sin størrelse - så må alle de andre lande dedikere sig til at holde kursen, sagde António Guterres.