Ifølge en resolution fra FN's Sikkerhedsråd skal det være en alvorlig forbrydelse for borgere at rejse udenlands for at kæmpe for militante, som det sker i Irak og Syrien.
Det sagde USA's præsident, Barack Obama, da han indledte et møde for de 15 lande i Sikkerhedsrådet.
De 15 medlemslande af rådet vedtog enstemmigt resolutionen, som USA står bag. Den forpligter landene til at "forebygge og bekæmpe" rekruttering og rejser til udenlandske konflikter.
15.000 tilrejsende krigere
Resolutionen vedtages, efter at flere vestlige statsborgere er rejst til Irak og Syrien for at kæmpe under eksempelvis den militante gruppe Islamisk Stat (IS).
Det amerikanske antiterrorcenter vurderer, at omkring 15.000 personer fra flere end 80 nationer er rejst til Syrien og Irak for at kæmpe med militante grupper.
Resolutionen vedtages i henhold til kapitel syv i FN's charter, hvilket gør den bindende for de 193 medlemslande af FN.
Samtidig giver den Sikkerhedsrådet myndighed til at håndhæve beslutninger med økonomiske sanktioner eller anden magt.
Den er rettet mod krigere, der rejser til konflikter over alt i verden.
Resolution skal følges op
Tidligere onsdag sagde Obama på FN's Generalforsamling, at resolutionen understreger medlemslandenes ansvar for at imødegå voldelig ekstremisme.
- Men resolutioner skal følges op af konkrete forpligtigelser, så vi er ansvarlige, når vi kommer til kort.
- Næste år skal vi alle være klar til at fortælle om de konkrete skridt, vi har taget for at bekæmpe ekstremistiske ideologier i vores egne lande, sagde Obama forud for mødet i Sikkerhedsrådet.
/ritzau/Reuters