FN vil beskytte de oprindelige folk

FN har vedtaget en deklaration, som skal beskytte oprindelige folkeslag. Flere store lande stemte nej, men udenrigsminister Per Stig Møller roser deklarationen.

Australiens aboriginere er blandt de oprindelige folk, som en FN-resolution skal beskytte. (© AP Graphics)

FN's generalforsamling har vedtaget en deklaration, som skal beskytte oprindelige folkeslag som indianere og inuitter.

Resolutionen, der blev vedtaget efter 20 års diskussion, binder ikke medlemslandene. Den opfordrer blandt andet til at sikre de oprindelige folk menneskerettigheder og retten til naturressourcer.

Dansk støtte

Udenrigsminister Per Stig Møller hæfter sig ved, at FN for første gang har vedtaget et sæt rettigheder, der gælder for verdens oprindelige folk.

Han siger, verdenssamfundet har fået et afgørende internationalt politisk værktøj, som Danmark i samarbejde med Grønlands Hjemmestyre har været med til at præge.

Fire lande stemte imod

Australien, Canada, New Zealand og USA stemte imod resolutionen, fordi de mener, at den strider mod deres egne love.

Australierne understregede, at de i hvert flad ikke kunne tillade forskellige stammers egne love at stå over landets love.

Verdens oprindelige folkeslag menes at tælle omkring 370 millioner mennesker.

Facebook
Twitter