FNs Syrien-mægler tilkalder USA og Rusland før tid

Rusland og USA skal allerede torsdag deltage i fredsforhandlingerne om Syrien, der finder sted i Geneve.

FN's særlige Syrien-mægler kæmper for at holde fredsforhandlingerne i gang. Nu har han indkaldt USA og Rusland en dag før tid. (Foto: Salvatore Di Nolfi © Scanpix)

FNs særlige udsending Lakhdar Brahimi vil torsdag holde samtaler med USA og Rusland, som eller var planlagt til fredag, oplyser FN.

- De trilaterale forhandlinger med Ruslands viceudenrigsminister Gennadij Gatilov og den amerikanske viceudenrigsminister Wendy Sherman vil allerede finde sted torsdag eftermiddag, lyder det i meddelelsen.

Brahimi kæmper bravt for at holde fredsforhandlingerne i Geneve i gang mellem repræsentanter fra det syriske regime og den del af den syriske oppositionen, der har valgt at deltage i forhandlingerne.

Forhandlinger står stille

FNs særlige udsending sagde tirsdag, at fredsprocessen mellem den syriske regering og den del af oppositionen, som deltager i forhandlingerne i Geneve, stod mere eller mindre stille, efter at parterne startede på anden runde af fredsforhandlingerne i mandags.

Samtidig med forhandlingerne er missionen med at evakuere indbyggere fra den belejrede syriske by Homs blevet genoptaget efter knap et døgns pause, da den blev midlertidigt indstillet tirsdag.

Siden fredag i sidste uge har der været våbenhvile i byen, og omkring 1200 personer er blevet evakueret fra Homs. Våbenhvilen udløb oprindeligt søndag aften, men den blev forlænget med tre dage og udløber nu onsdag aften ved midnat.

/ritzau/Reuters