Først var det Delta. Nu er der en ny coronavariant på spil i Europa

Første tilfælde af varianten B.1.1.529 er blevet bekræftet i Belgien. EU-Kommissionens formand opfordrer til at stoppe flytrafik fra berørte lande.

Det er endnu uklart, om den nye coronavirusvariant er mere smitsom end de hidtil kendte. (Foto: Martin Bureau © AFP or licensors)

Det var vel egentlig mest et spørgsmål om tid.

Siden i går har flere europæiske lande, inklusive Danmark, indført indrejseforbud mod en række sydafrikanske lande, der har konstateret tilfælde af den nye coronavirusvariant kaldet B.1.1.529.

Her til eftermiddag bekræftede det belgiske sundhedsministerium så det første identificerede tilfælde af den nye variant i Europa.

Verdenssundhedsorganisationen WHO afholder i dag et møde om netop B.1.1.529, som foreløbig er konstateret i en række sydafrikanske lande samt Israel - og nu også Belgien.

Med en variant, vi endnu ikke har så godt kendskab til, er der god grund til at råbe vagt i gevær og tage sine forholdsregler.

Det mener formanden for EU-Kommissionen, der opfordrer medlemslandene til at trække i nødbremsen.

- Det er vigtigt, at vi alle her i Europa handler hurtigt, beslutsomt og ens, lød det tidligere i dag fra Ursula von der Leyen.

- Al lufttrafik til disse lande bør indstilles, indtil vi har en klar ide om, hvor stor en fare den ny variant udgør. Og alle rejsende fra regionen bør respektere karantænereglerne.

Her kan du høre, hvad Ursula von der Leyen sagde:

Den nye coronavariant blev i denne uge identificeret i Sydafrika efter en stigning i antallet af smittetilfælde i landets største og mest befolkede provins, Gauteng, hvor både Pretoria og Johannesburg ligger.

I det sydafrikanske sundhedsministerium beklager man reaktionerne i Europa.

- Meddelelsen fra vores forskere har skabt en del panik og usikkerhed. Det er forventet i den her situation, men vi mener, at nogle af reaktionerne er ubegrundede. Jeg refererer her specifikt til reaktionerne i Europa og Storbritannien, siger sundhedsminister Joseph Phaahla her til aften.

Han understreger samtidig, at man fortsat følger situationen nøje og tilføjer:

- Vi bør alle handle med mål om fuld gennemsigtighed.

Verdenssundhedsorganisationen understregede også tidligere i dag, at den fraråder at indføre rejserestriktioner.

Ankommet fra Egypten

Ifølge den belgiske sundhedsminsiter, Frank Vandenbroucke, er det identificerede smittetilfælde i Belgien en person, der er ankommet fra Egypten via Tyrkiet.

Vedkommende testede positiv den 22. november og er ikke vaccineret eller tidligere smittet.

Det første tilfælde, man indtil videre kender til, er blevet konstareret i Botswana. Siden er flere tilfælde som nævnt identificeret i Sydafrika, og der er fundet tilfælde i i Hongkong, hvor en 36-årig mand testede positiv efter en tur til Sydafrika.

I Israel er den ny variant identificeret hos en person, der er rejst fra Malawi, og ifølge sundhedsministeriet undersøger man også to andre tilfælde. Alle tre personer er sat i isolation.

- Vi har arbejdet sammen med andre statsledere, og det er nu tid til hurtige og kraftige handlinger, lød det fra premierminister Naftali Bennett tidligere i dag.

Mange mutationer

Den nye variant har givet anledning til dybe panderynker hos forskerne. Den indeholder nemlig en "usædvanlig sammensætning" af mutationer, og den adskiller sig derfor fra de allerede kendte varianter.

- Den har overrasket os, fordi den har taget et spring i evolutionen og har mange flere mutationer, end vi forventede, sagde professor Tulio de Oliveira, der leder Center for Epidemiologisk Respons og Innovation i Sydafrika.

Det er særligt mutationer i det såkaldte spikeprotein, der nu giver anledning til bekymring,.

Der er ifølge professoren tale om mere end 30 mutationer spikeproteinet, som er det, de fleste af de nuværende vacciner er rettet mod. Derfor er bekymringen, at vaccinerne potentielt kan miste sin effekt overfor den nye variant, men som med så meget andet omkring B.1.1.529 er det dog endnu uklart.

Det er også uklart, om den nye variant forårsager værre symptomer hos de smittede end de allerede kendte varianter.

FacebookTwitter