Første demonstrant henrettet efter folkelig opstand: 'Det afslører umenneskeligheden i Irans såkaldte retssystem'

Mohsen Shekari blev dømt for at såre et medlem af sikkerhedsstyrkerne med en kniv.

- Mohsen Shekari, en oprører, der blokerede Sattar Khan boulevard i Teheran den 25. september og stak en Basiji i den venstre skulder, er blevet henrettet torsdag morgen, skriver det statslige nyhedsbureau Irna, ifølge Ritzau. Basiji er en paramilitær milits, der er med til at slå ned på protesterne. (Foto: © -, AFP or licensors)

Rettelse: Ved en fejl var byen Mahabad forkert placeret på kortet længere nede i artiklen. Dette er nu rettet.

En iransk demonstrant blev her til morgen henrettet ved hængning for handlinger begået under de folkelige protester.

Det er tilsyneladende den første henrettelse som følge af de igangværende demonstrationer, som har bredt sig i hele Iran.

- Jeg tror, at man har valgt at henrette den pågældende for at prøve at skræmme de demonstrerende og lukke ned for protesterne, siger Claus Valling Pedersen, som er lektor i persisk på Københavns Universitet.

- Der har været forskellige stemmer fremme fra regimet, nogen har været lidt mere kompromissøgende, andre har været hårdt mod hårdt. Det ser ud til, at det er den sidste fremgangsmåde, man har valgt ved at henrette den første af de protesterende, lyder det fra lektoren.

Demonstranter samledes i dag foran den iranske ambassade i Tyskland for at protestere over dødsdommen mod Mohsen Shekari. (Foto: © J'rg Carstensen)

Knivstik og 'fup'

Det iranske nyhedsbureau Mizan News rapporterede tidligere i dag om henrettelsen og identificerede manden som den 23-årige Mohsen Shekari.

Han blev dømt for at såre et medlem af sikkerhedsstyrkerne med en kniv og blokere en gade med sin motorcykel i hovedstaden, Teheran.

Domstolen fandt Shekari skyldig i at "dræbe, begå terror og forstyrre samfundets orden og sikkerhed" såvel som at være en fjende af gud, beretter BBC.

Efter henrettelsen viste iransk stats-tv et stærkt redigeret sammendrag af retssagen mod Mohsen Shekari fra 21. november. Dommeren i sagen, Abolghassem Salavati, er underlagt målrettede sanktioner fra USA for at uddele piskeslag og dødsdomme til journalister og aktivister, der har ytret sig kritisk:

- Hans (Mohsen Shekari, red.) henrettelse afslører umenneskeligheden i Irans såkaldte retssystem, mens dusinvis andre afventer samme skæbne, skriver Menneskerettighedsgruppen Amnesty International på Twitter.

Organisationen kalder retssagen for "fup" og "groft uretfærdig", og der er langtfra tale om en fair rettergang, lyder vurderingen fra Claus Valling Pedersen.

- En anklaget har oftest ikke selv lov til at vælge en forsvarer, og ofte er der slet ikke en forsvarer til stede, således at der kun er en anklager, som ovenikøbet nogle gange er den samme som dommeren, så man kan ikke tale om en fair rettergang - set med for eksempel danske øjne, siger han.

Statsmedier har også offentliggjort en video af Shekaris tilståelse, hvor han tilsyneladende har et blåt mærke på sin højre kind, skriver nyhedsbureauet Reuters, og rettighedsgrupper har sagt, at Shekari er blevet tortureret og tvunget til at tilstå forbrydelsen.

Den tyske udenrigsminister, Annalena Baerbock, har fordømt henrettelsen. - Det iranske regimes foragt for menneskelighed er grænseløs, skriver hun blandt andet.

Flere dømt til døden

En talsmand fra det iranske retsvæsen meddelte tirsdag, at yderligere fem personer er blevet dømt til døden. Det skriver Ritzau.

- Man kan jo se, om deres appelmulighed ender som ham, der allerede er blevet henrettet, men jeg forventer, at henrettelserne af de demonstrerende vil fortsætte, medmindre regimet vil se, om den første henrettelse vil få de demonstrerende til at stoppe, siger Claus Valling Pedersen.

Amnesty International skrev 3. december på Twitter, at mindst 28 mennesker kunne risikere henrettelse i forbindelse med de folkelige protester.

Iran er et af de lande i verden, der henretter flest mennesker, og det sker typisk ved hængning.

Har du mistet overblikket over situationen i Iran? Så se her, hvordan protesterne har udviklet sig:

Protesterne fortsætter

De sidste tre dage har der været indkaldt til generalstrejke i Iran, hvilket har ledt til lukkede butikker og virksomheder i flere iranske byer, beretter BBC Persian.

Gårsdagen bød ligeledes på flere protester på tværs af Iran. Herunder i Teheran, hvor videoer på sociale medier viser store folkemængder samle sig ved hovedstadens ikoniske Azadi-monument.

Video af en stille march i den kurdiske by Ghorveh i det vestlige Iran:

- Vi står der, hvor man ikke rigtig ved, om den her hårdt-mod-hårdt-taktik, som regimet bruger nu, vil virke, eller om de demonstrerende vil fortsætte. Og jeg tror det sidste, siger Claus Valling Pedersen, som er lektor i persisk på Københavns Universitet.

Flere hundrede dræbt

Mindst 475 mennesker er blevet dræbt, efter der er blevet slået hårdt ned på demonstrationerne, skriver AP, med henvisning til menneskerettighedsaktivister i Iran.

Ifølge nyhedsbureauet er over 18.000 personer blevet anholdt af myndighederne i løbet af protesterne.

De landsdækkende demonstrationer er opstået i kølvandet på den 22-årig Mahsa Aminis død. Hun mistede bevidstheden i moralpolitiets varetægt og lå i koma i tre dage, inden hun døde fredag den 16. september.

Hun blev anholdt, fordi hendes hijab ifølge myndighederne ikke dækkede håret godt nok.

Moralpolitiet har af mange fået skylden for hendes død, og i weekenden sagde Irans chefanklager, at moralpolitiet er blevet nedlagt. Den påstand er dog blevet affejet og betvivlet af kritikere og vestlige lande.