Første fragtskib i flere måneder sejler nu gennem Sortehavet: 'En lettelse for verden'

Det er lidt over en uge siden, at Tyrkiet, FN, Ukraine og Rusland underskrev en aftale, der skal sikre eksport via Sortehavet.

Den ukrainske præsident Zelenskyj sagde det allerede i fredags, da han besøgte en af havnene i Odesa-regionen:

- Det er vigtigt for os, at Ukraine bliver ved med at være en garant for global fødevaresikkerhed.

Her til morgen sejlede det første fragtskib siden den russiske invasion så ud i Sortehavet, lastet med 26.000 ton afgrøder. I første omgang med kurs mod Bosporusstrædet. Når skibet har været forbi inspektion, skal fragten dernæst mod Tripoli i Libanon.

Ifølge både FN og den ukrainske infrastrukturminister, Oleksandr Kubrakov, forventes skibet at sejle ind ved Tyrkiet i morgen.

- Ukraine har sammen med sine partnere i dag taget endnu et skridt mod at forhindre hungersnød, skriver ministeren blandt andet på Facebook.

Før den russiske invasion i slutningen af februar gik mere end 50 procent af Ukraines korneksport gennem Odesa. (Foto: - © Ritzau Scanpix)

Ukraine er en af verdens største producenter af eksempelvis majs, og adskillige lande er dybt afhængige af import af ukrainske afgrøder.

Eksempelvis importerer Libanon op mod 80 procent af landets hvede fra Ukraine, mens Indien importerer 76 procent af sin solsikkeolie fra "Europas kornkammer", som Ukraine er blevet kaldt.

Den manglende eksport har været med til at drive de globale fødevarerpriser op, og derfor blev det også set på med stor lettelse, da det forrige fredag endelig lykkedes at få både russiske og ukrainske underskrifter på en aftale om en korridor, der skal sikre eksport via Sortehavet.

Som led i aftalen er der blevet etableret et fælles koordinationscenter i Istanbul i Tyrkiet, som overvåger, at alle led i aftalen bliver overholdt. For eksempelvis sikrer man, at der bliver foretaget inspektion af de skibe, der kommer retur, for at kontrollere, at de ikke har våben med ombord.

Positivt modtaget i Moskva

Resultatet af de månedlange forhandlinger kom i mål ved hjælp af Tyrkiet og FN, og organisationens generalsekretær, Antonio Guterres, ser da også meget positivt på, at Razoni som det første skib siden 26. februar nu er sejlet ud fra Odesa.

Den ukrainske udenrigsminister, Dmytro Kuleba, betegner det som en lettelse.

- For verden er det en lettelsens dag. Særligt for vores venner i Mellemøsten, Asien og Afrika, skriver Kuleba blandt andet.

- Ukraine har altid været en pålidelig partner og vil blive ved med at være det i det tilfælde at Rusland overholder sin del af aftalen.

Fra talsmanden for Kreml, Dmitrij Peskov, lyder det, at det er "meget positivt", at skibet Razoni, der sejler under Sierra Leones flag, nu endelig er på vej gennem Sortehavet.

Aftalen omfatter i første omgang korneksport fra tre havne i Tjernomorsk, Pivdennyj og Odesa, men hvis den forløber uden yderligere komplikationer, er målet ifølge ukrainske minister Kubrakov at forsøge at åbne for eksport også fra havnebyen Mykolajiv.

De store udfordringer for eksporten har været den russiske flåde, som har blokeret for civile skibe siden den russiske invasion tilbage i slutningen af februar.

Samtidig har både de russiske og ukrainske styrker lagt søminer ud langs store dele af kysten.