På trods af en dramatisk optakt til Baltic Pride lykkedes det lørdag eftermiddag at gennemføre den første pride for homoseksuelle nogensinde i Litauens hovedstad Vilnius, oplyser Amnesty International.
Et massivt opbud af politibetjente og omfattende afspærringer af den 500 meter lange rute, som pridens deltagere havde fået tildelt, skulle sikre de omkring 400 deltagere i Baltic Pride.
Alligevel lykkedes det nogle af de mange moddemonstranter at kaste røgbomber, og et litauisk parlamentsmedlem brød igennem afspærringerne og slog på pride-deltagere og politi.
Homofobiske tilråb
Optoget blev mødt med stærkt homofobiske tilråb - men også af mange nysgerrige litauere, der fulgte priden i ro og orden.
- Det er en stor sejr, at det er lykkedes at gennemføre Baltic Pride efter al den modstand, den har mødt - både fra myndigheder og fra politikere, siger Helle Jacobsen, der er kampagnekoordinator i Amnesty International.
Hun mener, at det er et rigtig godt afsæt for den videre proces, hvor EU forhåbentlig vil gå aktivt ind i arbejdet for at bekæmpe diskriminationen af seksuelle minoriteter i de baltiske lande og sikre deres ytrings- og forsamlingsfrihed.
Baltic Pride slutter i aften med en stor fest for pridens tilhængere og støtter på Soho Club i Vilnius, og både arrangørerne og politiet vurderer, at der kan opstå nye uroligheder.
En tom røgbombe ligger på jorden, mens protesterende er samlet bag et sikkerhedshegn under Baltic Pride i Vilnius. Foto: Scanpix