Første melding i 43 dage: Ujævn bund og dårligt vejr har forsinket MH370-eftersøgning

Det er fire år siden, at et fly fra Malaysian Airlines forsvandt sporløst fra raderen.

Seabed Constructor er skibet, der skal prøve at finde Malaysian Airlines-flyet, som forsvandt for præcis fire år siden. (Foto: Tony ASHBY © Scanpix)

Det er 43 dage siden, at skibet Seabed Constructor stævnede ud med det ene mål at finde Malaysian Airlines-flyet MH370, der forsvandt sporløst i Det Indiske Ocean for fire år siden.

Siden da har den 65 mand store besætning finkæmmet over halvdelen af det område på i alt 25.000 km2, som de havde sat sig for at undersøge.

Og selvom de endnu ikke har fundet flyvraget, er besætningsmedlemmerne ”fortsat optimistiske”.

Det fortæller to officerer fra den malaysiske flåde, Azmi Rosedee og Adbul Halim Ahmad Nordin, der er med ombord på skibet.

- Vi gør vores yderste for at finde flyet, lyder det i en skriftlig udtalelse til den malaysiske avis The Straits Time.

Et stykke af MH370 blev fundet på øen Reunion ud for den afrikanske østkyst i 2015. (Foto: handout © Scanpix)

Forsvandt sporløst fra raderen

Det er første gang, at besætningsmedlemmer fra Seabed Constructor udtaler sig til pressen, siden det begyndte sin efterforskning af Boeing-flyet, der forsvandt for præcis fire år siden, den 8. marts 2014.

Flyet, der havde 239 passager og besætningsmedlemmer ombord, skulle egentlig fra Malaysias hovedstad, Kuala Lumpur, til den kinesiske hovedstad, Beijing.

Men kort efter afgangen forlod flyet af uvisse årsager sin rute, afbrød radiokontakten og satte i stedet kursen sydpå.

Teorien er, at det fortsatte med at flyve, indtil det løb tør for brændstof, hvorefter det styrtede ned i Det Indiske Ocean.

15 meter høje bølger

Selvom enkelte vragdele fra flyet er blevet fundet, mangler man fortsat at lokalisere hele flyet og ikke mindst den sorte boks, der kan afklare, hvorfor flyet forsvandt fra radaren.

Det er den opgave, det amerikanske firma Ocean Infinity har sat sig for at løse med det topmoderne skib Seabed Constructor.

Det blev bygget i Norge i 2014, og det er blandt andet udstyret med otte ubemandede ubåde, der kan nå ned på 6.000 meters dybde.

Azmi Rosedee og Adbul Halim Ahmad Nordin fortæller, at de har haft hårde dage ombord på skibet med blandt andet 15 meter høje bølger, og det har forsinket efterforskningen.

- Men den fortsætter, selv når vejret er dårligt, skriver de.

- Derudover er havbunden i det område, som vi undersøger, både bakket og ujævn. Det forstyrrer også ubådenes mulighed for grundigt at undersøge området. Når det sker, bliver vi nødt til at sende ubådene ned igen til de områder, som de ikke har undersøgt.

Et familiemedlem mindes de 239 personer, som mistede livet i styrtet. (Foto: LAI SENG SIN © Scanpix)

90 dage til at finde vraget

Seabed Constructor har indtil videre undersøgt 16.000 af de 25.000 km2 havbund, som de malaysiske myndigheder har afgrænset efterforskningen til.

Ifølge myndighederne er der 85 procent chance for at finde flyet i det område. Hvis ikke de gør det, vil de udvide området til 48.000 km2.

Men den malaysiske regering har givet holdet 90 dage til at finde vraget og få fingre i den dusør på 440 millioner kroner, som den har udlovet til dem, der finder flyets sorte boks.

Hvis de ikke finder flyet inden den deadline, vil regeringen ikke betale for udgifterne til efterforskningen.

Ifølge The Economist koster det én million kroner per dag at bruge Seabed Constructor.