Første rumvandring kun med kvinder: 'Et stort skridt for menneskeheden'

De to kvindelige astronauter skulle reparere et batteri, som lagrer solenergi på den internationale rumstation.

Astronauterne Jessica Meir (til venstre) og Christina Koch poserer med deres rumdragter i forgrunden og det værktøj, de skal bruge til at reparere det ødelagt batteri. (Foto: NASA NASA)

I går ved middagstid dansk tid hoppede to amerikanske astronauter i rumdragterne for at tage på rumvandring. Deres opgave lød på at reparere et batteri på den internationale rumstation, ISS.

Sådan en reparation er egentlig ikke usædvanlig for astronauterne på rumstationen, men det var det hold, der skulle udføre den.

Deres navne er nemlig Christina Koch og Jessica Meir, og det er første gang i historien, at en rumvandring udføres af to kvinder sammen.

Indtil nu er alle rumvandringer blevet udført af enten mænd eller en mand og en kvinde. Og kvinde-rumvandringen, som for øvrigt varede syv timer og var en succes, er en stor og glædelig nyhed. Det mener astrofysiker på Niels Bohr-instituttet, Anja Andersen.

- Det er måske et lille skridt for de to kvinder, der har været afsted, men det er et stort skridt for menneskeheden, at man endnu en gang har fået bevist, at der ikke er så stor forskel på de to køns kompetencer.

Jessica Meir og Christina Koch dinglende i vægtløshed, mens de reparerer ISS-batteriet. (Foto: Nasa)

Kvinder er egnede

Rumvandringen har været længe undervejs. Egentlig skulle den første kvinde-rumvandring havde fundet sted i marts, men Nasa kunne kun levere én dragt i den rigtige størrelse.

Derfor måtte operationen dengang blive udført af et blandet mande-kvinde-team.

Det er ikke kun Anja Andersen, der er glad for at en ren kvinde-rumvandring endelig er lykkedes.

- Da jeg var en lille pige, skrev jeg til Nasa og fortalte dem, at jeg drømte om at blive astronaut. De skrev tilbage og sagde, at de ikke tog piger ind, mindes Hillary Clinton på Twitter:

- En ny generation af små piger så dagens historiske rumvandring. Må deres drømme om at nå stjernerne ikke have nogen grænser, fortsætter hun.

Den første rumvandring fandt sted i 1965, da den russiske kosmonaut Aleksey Leonov svævede i rummet i 10 minutter. Og der er faktisk ingen særlig grund til, at der er gået så mange år, før et hold kun bestående af kvinder har gennemført en rumvandring, siger Anja Andersen.

- Den kvindelige krop er absolut ligeså god eller dårlig til at tilpasse sig vægtløshed som den mandlige krop, lyder det.

Mindre og lettere

Faktisk har kvindelige astronauter nogle fordele.

- Man kan egentlig undre sig over, at det oprindelige astronautprogram, Apolloprogrammet, hvor man gerne ville have de første mennesker på månen, ikke var bygget op omkring kvindelige astronauter, siger Anja Andersen.

- Kvinder vejer generelt mindre end mænd, så det havde faktisk været billigere at bygge rumprogrammet op omkring kvinder, for det, der koster, når man skal sende en mission ud i rummet, er vægten.

Desuden kan mindre kroppes kredsløb bedre holde til vægtløsheden, da arme og ben er kortere, siger hun.

Astrofysiker Anja C. Andersen glæder sig over, at kønnene langsomt bliver mere ligestillede i det ydre rum. (Foto: NILS MEILVANG © Nils Meilvang)

- Men dengang var der nogle fordomme om, at kvinder fordi de kan få børn, nok ikke var så velegnede til at være ude i rummet, men det har vi da så heldigvis fået aflivet, lyder det fra astrofysikeren.

At det skulle blive 2019, før vi så den første kvinde-rumvandring, kan altså også skyldes, at der bare har været flere mandlige astronauter til "at fylde vagtplanen", siger hun.

Men det er Nasa ved at lave om på, fortæller Anja Andersen.

- Sidste gang, man optog astronauter til Nasas rumprogram, så sørgede man faktisk for, at 50 procent, af dem, der blev optaget var kvinder, og 50 procent var mænd.