Folk frygter kidnapning: Hongkong-leder står fast på ny lov

200.000 har demonstreret i Hongkongs gader for at få øverste leder til at droppe ny udleveringslov med Kina.

Et forslag om en ny udleveringslov med Kina har skabt røre i Hongkong.

Mange frygter, at loven i fremtiden vil blive brugt til at straffe kritikere af den kinesiske regering - og det fik i går omkring 200.000 borgere på gaden for at få lovforslaget ryddet af vejen.

Men den øverste leder i den selvstyrende region, Carrie Lam, har ikke tænkt sig at sætte en stopper for den nye udleveringslov, der vil gøre det muligt at sende mistænkte i straffesager til retsforfølgelse i Kina.

Hun mener, den er nødvendig. Det slog hun fast på et pressemøde tidligere i dag.

- Der er meget lidt fortjeneste ved at forsinke den her lov. Ingen ønsker, at Hongkong skal være et gemmested for kriminelle, lød det.

I går var omkring 200.000 borgere på gaden i Hongkong for at protestere mod et forslag om en ny udleveringslov. (Foto: Thomas Peter © Scanpix)

Et argument, den statskontrollerede avis China Daily også har brugt.

Men mange i Hongkong stoler ikke på, at loven kun vil blive brugt til udlevering af kriminelle. Det fortæller DR Nyheders Asien-korrespondent, Philip Khokhar.

- I dag er Hongkong en slags frizone i Kina. Med den her nye lov, vil det blive lettere for styret i Beijing at få fat i kritikere i Hongkong. Det kan styret ikke bare gøre lige nu. Det vil blive sværere at have en base i Kina, hvor man kan kritisere kommunistpartiet, som man kan i Hongkong i dag.

Kina har tidligere kidnappet folk i Hongkong, som højlydt har kritiseret det kinesiske kommunistparti, fortæller Philip Khokhar, og derfor frygter mange, at den nye lov vil gøre den slags endnu lettere.

Mange stoler ikke Hongkongs leder

Carrie Lam lovede i dag, at loven ikke vil underminere de friheder, Hongkong har. Hun lovede også, at hun vil sikre en juridisk beskyttelse af menneskerettighederne.

Dog slog hun ikke helt klart fast, hvordan hun vil sikre de garantier, skriver blandt andre det amerikanske medie Bloomberg.

Og ifølge Philip Khokhar tror mange i Hongkong ikke på leder Carrie Lams ellers gode intentioner.

Hongkongs leder, Carrie Lam, slog i dag fast, at en ny udleveringslov er nødvendig. Borgere i Hongkong frygter, at loven vil blive brugt til at straffe politiske forbrydelser. (Foto: JEROME FAVRE © Scanpix)

- Hun er tæt på styret i Beijing, og det var også styret, der skaffede hende magten i Hongkong. Så hendes løfter betyder ikke ret meget for dem, som går på gaden i protest i de her dage.

Carrie Lam har flere gange har forsikret, at det ikke er det kommunistiske styre i Beijing, der står bag forslaget om den nye udleveringslov. Det er Hongkongs egen idé, siger hun.

Men på gaden i går var holdningen en anden.

- Kinas regering forsøger at få kontrol over Hongkong og få folk til at tie stille, lød det fra en af de fremmødte.

Kina mener, at der står "udenlandske kræfter" bag protesterne i Hongkong. Det skriver BBC.

Lovforslag har fået skarp kritik

Regeringen i Hongkong har forsøgt at berolige befolkningen og blandt andet reduceret antallet af forbrydelser, der er omfattet af udleveringsaftalen, og begrænset den maksimale straf til syv års fængsel.

Derudover skal alle sager om udlevering behandles individuelt, lyder det i lovforslaget.

Lovforslaget er blevet kritiseret skarpt af både menneskerettighedsorganisationer og af erhvervslivet.

Flere var i går på gaden foran den kinesiske ambassade i London for at udtrykke utilfredshed med det nye udleveringsforslag. (Foto: WILL OLIVER © Scanpix)

Hongkong har tidligere været en britisk koloni. Den blev i 1997 ført tilbage til Kina som en særskilt administrativ region med udstrakt selvstyre.

Det indebærer blandt andet, at Hongkong har sit eget retssystem.

Flere andre steder i verden har folk været på gaden i protest mod den nye udleveringslov. Det gælder blandt andet i London og i Los Angeles.

Facebook
Twitter