Forældre ignorerede advarsler før skoleskyderi: 'Du skal lære ikke at blive opdaget'

Et forældrepar til en 15-årig gerningsmand bag et skoleskyderi i delstaten Michigan er nu sigtet for uagtsomt manddrab.

Våbenforhandleren, hvor James Crumbley ifølge anklagemyndigheden købte det våben, hans søn anvendte ved tirsdagens skoleskyderi Oxford High School omkring 60 kilometer nord for Detroit. (Foto: JEFF KOWALSKY © Ritzau Scanpix)

Der var tegningen af blod, en person der bliver skudt - og tekster som “verden er død” og “mit liv er nyttesløst”.

Så var der internetsøgningen på ammunition.

Og så var der julegaven - en halvautomatisk pistol.

Tilsammen skulle det have dannet et billede af en 15-årig dreng, der burde have fået hjælp. Som skulle have haft hjælp. Hvis forældre fik besked på at skaffe ham hjælp.

Men de undlod at handle, og så gik det galt.

Nu er James og Jennifer Crumbley sigtet for uagtsomt manddrab.

For deres søn, 15-årige Ethan Crumbley, føjede tirsdag endnu et skoleskyderi til statistikken i den amerikanske delstat Michigan, da han bevæbnet med sin julegave, en halvautomatisk pistol - model Sig SP022, skød og dræbte fire og sårede yderligere syv på sin skole, Oxford High Scool.

- Jeg siger ikke, at situationer med en bevæbnet person, der affyrer sit våben, altid skal føre til tiltale mod forældrene, men informationerne i denne sag er frygtelige og enestående, lød det fra Oaklands lokale anklager, Karen McDonald, i nat.

- Som mor er jeg vred, som anklager er jeg vred. Og som almindelig borger i det her amt er jeg vred. Der var så mange ting, der så enkelt kunne være undgået, tordnede hun.

- Jeg forventer, forældre og alle andre har medmenneskelighed og skrider ind for at forhindre en mulig tragedie. Min konklusion er, at der var alt grund til at tro, at dette individ var farlig og forstyrret.

Her kan du se, hvad den lokale anklager, Karen McDonald, sagde i nat:

Menneskejagt

Det seneste halve døgn har der været en eftersøgning i gang for at finde Crumbley-parret, efter det blev klart, at de potentielt stod til at blive sigtet og var indkaldt til retsmøde i går. Men parret dukkede aldrig op.

Særligt trænede politihunde blev taget i brug og også den særligt føderale tjeneste U.S. Marshals Service blev inddraget, og der blev udlovet en dusør på, hvad der svarer til omkring 70.000 kroner, til alle der kunne hjælpe med at lokalisere parret.

Tusindvis var i går samlet til mindehøjtidelighed i Oxford, som ligger små 60 kilometer nord for storbyen Detroit i Michigan. (Foto: SETH HERALD)

Deres advokat oplyste, at de ikke var på flugt, men at de havde forladt byen af hensyn til deres sikkerhed. Her til morgen blev parret så fundet i en erhvervsejendom i Detroit, efter deres bil blev genkendt af en lokal forretningsdrivende, som kontaktede alarmcentralen.

Det lokale politi oplyste her til morgen, at der ikke var tegn på, at parret havde tænkt sig at melde sig.

Fik besked på at skaffe deres søn hjælp

Ifølge anklagemyndigheden burde alle advarselslamper have blinket hos Crumbley-parret, som i tiden op til skyderiet blev informeret om, at deres søn opførte sig foruroligende.

I mandags forsøgte skolen forgæves at kontakte Jennifer Crumbley for at informere hende om, at sønnen i løbet af sin undervisning havde søgt på ammunition på internettet, men hun kontaktede aldrig skolen.

I stedet sendte hun en besked til sønnen Ethan:

- LOL. Jeg er ikke vred på dig. Du skal lære ikke at blive opdaget.

I tirsdags, hvor skyderiet fandt sted, fandt Ethan Crumbleys lærer en tegning med en pistol, blod og et skudoffer. Der var skrevet “blod alle steder” og “tankerne stopper ikke, hjælp mig”.

Forældrene blev indkaldt til møde på skolen og blev bedt om at skaffe deres søn den nødvendige hjælp.

- Både James og Jennifer Crumbley fejlede og spurgte ikke, om deres søn havde sit våben med sig, eller hvor det var, og de fejlede, fordi de ikke tjekkede hans rygsæk for at se, om våbnet var der, lød det i onsdags fra anklager Karen McDonald.

Våbenforhandleren, hvor James Crumbley ifølge anklagemyndigheden købte den halvautomatiske pistol, som hans søn nu er tiltalt for at brugt i et skoleskyderi, hvor han dræbte fire elever i alderen 14-17 år. (Foto: JEFF KOWALSKY © AFP or licensors)

Crumbley-parret var heller ikke villige til at trække deres søn ud af skolen, og efterfølgende blev han sendt tilbage til sin klasse. Med våbnet i sin rygsæk.

Da meldingerne om skyderiet på Oxford High School tikkede ind kort efter klokken et om eftermiddagen lokal tid, sendte Jennifer Crumbley en besked til sin søn.

- Ethan, lad være med at gøre det, stod der.

Et kvarter senere kontaktede James Crumbley så alarmcentralen. Han kunne ikke finde den pistol, han for nylig havde købt og som blev opbevaret i en ulåst skuffe i sit soveværelse. Den halvautomatiske Sig SP 2022. Han havde en formodning om, at den muligvis blev brugt til det igangværende skyderi - og at gerningsmanden var hans søn.

Gerningsvåbnet var den pistol, som James Crumbley havde købt på Black Friday. Sammen med sin søn, der efterfølgende lagde et billede op af den på sociale medier og skrev “har lige fået min nye skat i dag”.

Dagen efter skrev Jennifer Crumbley “mor og søn afprøver hans nye julegave” på de sociale medier.

I går var der mindehøjtidelighed for ofrene ved skoleskyderiet:

Tiltalt for terror

Og det er blandt andet derfor, at anklagemyndigheden i amtet Oakland i Michigan nu tager det relativt usædvanlige skridt at sigte forældrene for uagtsomt manddrab, som hun beskriver som det “stærkest mulige forhold, vi kan bevise”.

- Sigtelserne er et forsøg på at holde personerne, der har bidraget til denne tragedie, ansvarlige. Og samtidig sende et signal om at være sit ansvar bevidst som våbenejer. Når de ikke løfter det ansvar, får det alvorlige og kriminelle konsekvenser, sagde anklageren.

Hun advokerede samtidig for at stramme delstatens våbenlovgivning, som hun har kaldt håbløst utilstrækkelig.

Udenfor Oxford High School er der blevet lagt blomster og oprettet et mindesmærke for de fire dræbte elever. Den yngste var 14 år, den ældste 17 år. Yderligere syv blev såret, seks elever og en lærer, ved skyderiet i tirsdags. (Foto: NIC ANTAYA)

Efter skoleskyderier eller skudepisoder er det tidligere set, at forældre blive tiltalt for misbrug af deres børn eller for at have overtrådt våbenlovgivningen, alt afhængig af situationen og hvilken stat, der er tale om.

Men det er sjældent, at forældre bliver sigtet for uagsomt manddrab efter et skoleskyderi.

- Jeg kan ikke komme i tanke om et eneste højprofileret masseskyderi, hvor forældrene er blevet retsforfulgt, siger Allison Anderman, der er tilknyttet organisationen Giffords Law Center to Prevent Gun Violence, til avisen New York Times.

Men det er ikke det eneste usædvanlige ved skoleskyderiet. Udover at Ethan Crumbleys forældre er sigtet, har anklagemyndigheden også valgt at inkludere terror blandt de 24 forhold, den 15-årige nu er tiltalt for.

- Hvad med alle de børn, der flygtede, skreg og gemte sig under deres skriveborde. Hvad med de børn, der sidder derhjemme lige nu, og som ikke kan spise og sove og ikke kan forestille sig en verden, hvor de nogensinde igen kan komme tilbage til skole. Det afspejler tiltalen om terror, sagde McDonald i onsdags.

Ethan Crumbley er blandt andet tiltalt for flere forhold af drab og har nægtet sig skyldig i alle anklager. Bliver han fundet skyldig, kan han idømmes livstid i fængsel. Hans forældre, Jennifer og James Crumbley, vil formentlig blive fremstillet i retten allerede senere i dag, oplyser den lokale politimyndighed i Oakland.

FacebookTwitter