Fordømmelse regner ned over Rusland, der anklager USA og Nato for at 'bestille' billeder af døde civile

Beretninger om drab på civile afvises af Rusland som provokation.

En mand ved det, der angiveligt er en massegrav i den ukrainske by Butja. (Foto: © sergei supinsky, Ritzau Scanpix)

Billeder af lig i vejkanten og beretninger om vilkårlige drab på civile i den ukrainske by Butja har det seneste døgn fremkaldt en stribe af fordømmelser fra vestlige ledere.

- Du har sikkert ligesom jeg set billederne fra Butja i Ukraine, skriver den danske statsminister Mette Frederiksen på Facebook og fortsætter:

- Drab på civile. Billeder, jeg altid vil huske. Putins forbrydelser er hjerteskærende, brutale og må aldrig blive glemt.

Men står det til den russiske regering, har den russiske hær slet ikke begået drab på civile i Bujta omkring 30 kilometer fra Kyiv.

Russisk talsmand: 'Hvem er mestre i provokationer?'

Pressetalskvinden i det russiske forsvarsministerium, Maria Zakharova, beskylder USA og Nato for at have "bestilt" billeder af døde civile som en del af et komplot mod Rusland.

- Hvem er mestre i provokationer? USA og Nato selvfølgelig, siger Zakharova i et interview med russisk stats-tv ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- Det faktum, at disse udtalelser (med fordømmelser af Rusland, red.) kom i de første minutter, efter at materialet dukkede op, efterlader for mig ingen tvivl om, hvem der "bestilte" denne historie, siger Zakharova.

Advarsel: Herunder er billeder, som DR Nyheder på trods af deres voldsomme karakter har valgt at vise for at dokumentere situationen i Ukraine.

Russerne har krævet, at FN's sikkerhedsråd senere i dag skal mødes for at diskutere "den åbenlyse provokation fra Ukraines radikaliserede i Butja", skriver det russiske medie RIA.

Men ifølge Flemming Splidsboel, seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), er der intet nyt i, at Rusland benægter omfattende beviser på potentielle krigsforbrydelser begået af den russiske hær.

- Det er et sædvanligt mønster, når vi ser de her voldsomme sager, der på forskellige måder udstiller russerne, siger han.

Afvisninger og vildledning

Vi har set samme mønster tidligere, fortæller han. Blandt andet i forbindelse med krigen i Syrien og nedskydningen af det malaysiske fly MH17, der blev skudt ned i 2014 af russisk-støttede militser i det østlige Ukraine.

- Så kommer der de her meget skarpe afvisninger, og så ser vi efterfølgende forsøg på at vildlede, at rode rundt i hele mediebilledet og debatten om, hvad der egentlig er sket. Og det vil vi givetvis også se her, fordi det er en drejebog, som de russiske myndigheder har udarbejdet, som de kan køre efter, siger Flemming Splidsboel til P1 Morgen.

I dag har den russiske statsanklager, Alexander Bastrykin, da også beordret en undersøgelse af "forsætlig falsk information" omkring de russiske styrkers handlinger i Butja, rapporterer Reuters.

Rusland står dog ret alene med sin version af, hvad der er sket i Butja. Efter at de russiske soldater forlod byen, der i en måned har været under deres kontrol, kunne flere medier rapportere om mindst 20 lig i gaderne. Hovedparten var klædt i civilt tøj.

Et vidne fortæller til menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch, at russiske soldater 4. marts beordrede fem lokale mænd til at knæle på række, derefter trak de deres T-shirts over hovedet og skød en af mændene i baghovedet.

Beretninger som disse er ifølge Flemming Splidsboel fra DIIS udtryk for et russisk forsvar, der fører krigen meget hårdt.

- De går til stregen, og så går de et skridt eller to over og begår krigsforbrydelser. Det har vi jo også set andre steder, blandt andet i Syrien og tidligere i Ukraine, siger han.

Og ansvaret for de mulige overgreb mod civilbefolkningen ligger ikke kun hos den enkelte soldat, mener seniorforskeren.

- De gør det blandt andet, fordi det er sådan tænkningen er i forsvaret, og fordi de kan slippe afsted med det. Fordi deres egne politikere, medier og embedsværk ikke håndterer det, men dækker over det, siger han.

Han noterer sig, at den russiske hærs fremfærd lader til at være voldsommere, nu hvor den er på tilbagetog, og man har opgivet at vinde ukrainernes tillid, som var en del af den oprindelig plan.

- Der skal vi forberede os på, at det kan blive meget grimt især i de områder, som russerne ikke har tænkt sig at fastholde kontrollen over, siger Flemming Splidsboel.