Foreløbig undersøgelse: Terror i Sri Lanka var gengæld for angrebet i Christchurch

I Christchurch angreb en højreradikal mand to moskéer og dræbte 50 personer.

To kvinder sørger ved en massebegravelse for ofrene i søndagens terrorangreb. (Foto: Jewel SAMAD © Scanpix)

Ifølge Sri Lankas viceforsvarsminister Ruwan Wijewardene viser efterforskningen af søndagens bombeangreb, at det var 'gengæld for angreb i Christchurch'. Det skriver AFP og Reuters.

Det sagde han i dag i parlamentet, men kom ikke med beviser.

Han siger samtidig, at to lokale islamistiske organisationer - deriblandt National Thawheed Jama'ut (NTJ) - står bag bombeangrebene.

Wijewardene siger, at gruppen stod bag angrebet, og at denne gruppe er tilknyttet en forholdsvist ukendt radikal islamistisk gruppe i Indien - Jamaat-ul-Mujahideen India.

- Gruppen National Thawheed Jama'ut havde nære forbindelser til JMI. Det er nu kommet frem, siger ministeren.

Der foreligger meget få oplysninger om JMI, som skal være blevet dannet sidste år, og som har forbindelser til en gruppe med samme navn i Bangladesh.

Ingen gruppe har endnu selv taget ansvaret for angrebet.

Antallet af dræbte efter søndagens terrorangreb i Sri Lanka er steget til 321. Det oplyser Ruwan Wijewardene. Næsten 500 meldes såret.

Bombeeksplosionerne ramte tre kirker og tre hoteller i Sri Lanka tidligt søndag formiddag.

Flere af angrebene blev udført af selvmordsbombere.

Det skulle angiveligt være gengæld for terrorangrebet den 15. marts, hvor en højreradikal australier delte et hadfyldt manifest på internettet, før han angreb to moskéer i byen Christchurch i New Zealand med automatvåben og dræbte 50 mennesker.

40 mistænkte anholdt

Politiet har anholdt 40 personer i forbindelse med bombeangrebene i Sri Lanka. Blandt dem er føreren af en varevogn, som angiveligt blev brugt af selvmordsbomberne, og ejeren af et hus, hvor flere af dem boede.

En efterretningsmeddelse har angiveligt cirkuleret blandt nogle i regeringen i ugerne op til angrebet i søndags. Ifølge meddelelsen skulle en af selvmordsbomberne have skrevet opdateringer på sociale medier med 'ekstremistisk indhold' efter angrebet i Christchurch i New Zealand. Det skriver The Guardian.

De skriver desuden, at terrorforskere mener, at et så koordineret angreb sandsynligvis ville tage måneders forberedelse, herunder kordinering af selvmordsbomberne og afprøvning af eksplosivstoffer.

Facebook
Twitter