Forfatter: Egyptisk IS-gruppe kan have gået i al-Qaedas fodspor

IS-gruppe i Egypten kan have gennemført det mest spektakulære terrorangreb i mange år.

Egyptiske soldater står vagt ved vraget af det styrtede Airbus-fly i Sinai. (Foto: KHALED DESOUKI © Scanpix)

Intet er endnu bekræftet. Men en egyptisk aflægger af terrorregimet Islamisk Stat (IS) kan have overhalet alle andre grupper, når det gælder islamistisk terror.

Britiske efterretningskilder siger til avisen The Telegraph og BBC, at de har opsnappet samtaler mellem militante på Sinai-halvøen - samtaler, som tilsyneladende forstærker mistanken om, at der var en bombe ombord på det russiske passagerfly, som styrtede lørdag.

Pilen peger dermed i endnu højere grad på gruppen Sinai Provinsen - en islamistisk terrorgruppe, som har underlagt sig Islamisk Stat. Gruppen har da også to gange taget skylden for styrtet.

Ikke set før

Hvis Sinai Provinsens påstand viser sig at være rigtig, vil der være tale om helt ny taktik fra IS, mener journalist Deniz Serinci, der har skrevet en bog om terrorregimet.

- Decideret flyterror har vi ikke set før. Det viser i virkeligheden, at de (IS, red.) er nået op på et niveau, som al-Qaeda er kendt for. Det var al-Qaeda, der blev kendt for den her slags angreb - især efter 11. september 2001, siger Deniz Serinci.

Han siger, at det helt klart vil være et skridt op, hvis det er lykkedes for IS at lave det, han kalder "en al-Qaeda":

- Absolut. Og man kan ikke affeje det med, at det blot er en IS-loyal gruppe, som har gjort det. For den her gruppe har fået lov til at operere under dens vinger, siger Deniz Serinci.

Voksende ambitioner

Sinai Provinsen afslørede ifølge New York Times voksende ambitioner og evner, da gruppen i juli 2015 gennemførte koordinerede angreb mod den egyptiske hær i det nordlige Sinai.

Det er i denne del af halvøen, at gruppen normalt angriber. Så det vil i sig selv være opsigtsvækkende, hvis man nu har været operationel på sydspidsen, hvor Sharm el-Sheik ligger.

Terrorangrebet i juli 2015 fandt sted i byen Sheikh Suweid, nær grænsen til Israel. (© dr)

Deniz Serinci kan dog nemt finde en forklaring på, at islamisterne nu skulle forsøge at ramme et ikonisk turistmål.

- Det har islamistiske grupper altid haft som mål, når de angreb Egypten. Husk på angrebet i Luxor i 1997, da man slog omkring 70 vestlige turister ihjel. Dengang som nu er formålet at ramme Egypten, hvor det gør mest ondt, nemlig turismen, siger forfatteren:

- Derudover får man sendt et signal til præsident Sisi om, at han ikke har styr på landet. Endvidere får man taget hævn for den behandling, han har givet islamisterne, siger Deniz Serinci.

Sinai overset

Den nordlige del af Sinai-halvøen har længe været overset af egyptiske regeringer, og det har givet islamisterne et tilflugtssted og mulighed for at vokse sig stærke.

- Der skete ingen udvikling, der kom ingen arbejdspladser, og mange af de beduinstammer, der holdt til i området ernærerede sig af smugleri. Det fik lov at udvikle sig til et lovløst område, lyder karakteristikken fra Mellemøst-analytiker i DR Nyheder Birgitte Vestermark:

- Så begyndte myndighederne at slå ned på området - temmelig hårdt - men det har kun gjort indbyggerne i området endnu mere fjendtligt stemt over for de egyptiske myndigheder.

Facebook
Twitter