Forhåbningsfulde Ban Ki-moon på COP22: Trump skal nok forstå alvoren bag klimaforandringerne

​FN’s generalsekretær håber, at USA’s kommende præsident vil lytte til resten af verden, når det kommer til klimaforandringerne.

FN's generalsekreætr, Ban Ki-moon, peger på, at flere amerikanske delstater og byer allerede er godt i gang med den grønne omstilling. (Foto: YOUSSEF BOUDLAL © Scanpix)

USA's kommende præsident, den republikanske Donald Trump, skal nok forstå alvoren bag de menneskeskabte klimaforandringer, når han overtager Det Hvide Hus i det nye år.

Det var meldingen fra FN’s generalsekretær, Ban Ki-moon, da han her til formiddag talte til pressen på FN’s klimakonference i Marrakech i Marokko.

Donald Trump har ellers kaldt de menneskeskabte klimaforandringer for et stort svindelnummer, og han har truet med at trække USA ud af den klimaaftale, som 193 lande - heriblandt USA - indgik i Paris sidste år.

- Jeg håber, at Donald Trump virkelig vil lytte efter og forstå alvoren og vigtigheden i, at vi gør noget ved klimaforandringerne. Det er ikke kun nogle få lande, som har underskrevet aftalen. Hele verden har helhjertet forpligtet sig til at gøre noget ved det, og som USA’s kommende præsident er jeg sikker på, at han vil lytte og forstå det og evaluere de ting, han har sagt under sin valgkamp, sagde generalsekretæren og fortsatte:

- Som præsident Obama sagde, så bliver han nødt til at forstå verdens realiteter. Ikke mindst i forhold til klimaforandringerne. Jeg er sikker på, at han vil tage en god og fornuftig beslutning.

Las Vegas og Nashville er godt i gang

USA står i dag for små 20 procent af verdens samlede udledninger af klimaskadelige drivhusgasser, og landets nuværende præsident har været en af bannerførerne for den. Derfor har det også vakt uro på klimakonferencen, at amerikanerne i sidste uge valgte en klima-skeptiker som præsident.

Ban Ki-moon understregede, at flere amerikanske delstater som Californien og Washington samt storbyer som Las Vegas og Nashville allerede er gået i gang med at blive grønne.

Samtidig har flere store amerikanske virksomheder – herunder Kellogg’s – sagt ja til at reducere deres klimafodspor.

- De lokale regeringer og virksomheder har forstået alvoren bag klimaforandringerne, og forbrugerne og folk kræver, at der bliver gjort noget ved det, understregede Ban Ki-moon, der vil tage emnet op med den kommende præsident, når de skal mødes på et senere tidspunkt.

- Donald Trump har været en meget succesfuld forretningsmand, og han forstår derfor også, at markedskræfterne allerede arbejder i forhold til klimaforandringerne.

Facebook
Twitter