Forhandlinger om Yemen: Fred er slet ikke på bordet

Ambitionsniveauet er lavt, når parterne i dag mødes på et slot i Sverige.

Yemen-forhandlingerne foregår på Johannesbergs slot, 50 kilometer nord for Stockholm. (Foto: © Stina Stjernkvist, Scanpix)

Dagens forhandlinger om krigen i Yemen på Johannesbergs Slot uden for Stockholm er på en måde allerede en succes.

For alene det, at de stridende parter mødes for første gang i to år, betragtes som en betydelig præstation for FN's Yemen-udsending, Martin Griffiths.

Krigen mellem Yemens regering og oprørere fra Houthi-stammen har varet i snart fire år og har udløst den største humanitære krise i verden netop nu.

Selvom samtalerne i Sverige omtales som fredsforhandlinger, så er ambitionsniveauet for den kommende uges samtaler i Sverige i virkeligheden meget lavere.

FN forventer ingen større gennembrud og fokuserer i stedet på at cementere den skrøbelige nedgang i krigshandlingerne, man har set i den seneste tid, skriver nyhedsbureauet AP.

Helt konkret ønsker FN at forhindre et endegyldigt slag om havnebyen Hodeida, som houthierne i øjeblikket kontrollerer, og hvor tusinder af civile er fanget i krydsild.

Grafik: Morten Fogde. Kilde: RiskIntelligence
Grafik: Morten Fogde. Kilde: RiskIntelligence

Små skridt

I stedet for fred - endsige en våbenhvile - handler forhandlingerne ifølge BBC om små skridt, der kan opbygge en form for tillid mellem parterne, så man engang i fremtiden kan få stoppet krigen.

Blandt de tillidsskabende tiltag, som man realistisk kan blive enige om i Stockholm, nævner internationale medier:

  • Udveksling af krigsfanger.

  • Evakuering af sårede oprørere, der har brug for behandling.

  • Udbetaling af løn til statsansatte i oprørskontrollerede områder.

  • En rammeaftale om kommende samtaler om den politiske situation i Yemen.

Bedre end ingenting

Den yemenitiske forsker Hisham Al-Omeisy, der har beskæftiget sig indgående med konflikten, siger, at forhandlingerne handler om at begynde en politisk proces.

- Det er ikke meget, men i kraft af den humanitære situation og det giftige politiske klima, der hersker i Yemen, er det bedre end ingenting, siger han til AP.

Analytikere peger på, at krigen i Yemen i øjeblikket befinder sig i et dødvande, hvor begge sider i konflikten udviser svaghedstegn.

Saudi-Arabien, som fører an i den internationale koalition, der støtter Yemens regering i krigen, er under stort pres på grund af drabet på journalisten Jamal Khashoggi, mens houthierne, der får opbakning fra Iran, menes at være i store pengeproblemer.

Om det så vil motivere parterne til søge andre løsninger end slagmarken, får vi måske et fingerpeg om under forhandlingerne i Sverige.

Krigen i Yemen

  • I over 3 et halvt år har der været krig i Yemen mellem houthi-oprørerne og den internationalt anerkendte regering, der er ledet af præsident Abdrabbuh Mansour Hadi.

  • Houthi-oprørerne kontrollerer hovedstaden Sanaa og de folkerige provinser i den nordlige og vestlige del af landet.

  • En koalition af arabiske lande gik i 2015 ind i krigen på regeringens side. Koalitionen er ledet af Saudi-Arabien. USA, Storbritannien og Frankrig støtter denne koalition, blandt andet med våben, logistik og rådgivning.

  • Saudi-Arabien ser houthi-oprørerne som en trussel, fordi de er støttet af Iran. Saudierne har gennemført massive bombekampagner og indført blokader, der har påvirket import af varer og nødhjælp. Ofte er civile mål blevet ramt, hvad end det har været begravelser, bryllupper, hospitaler eller en busfuld skolebørn.

  • Houthierne har sendt missiler ind over Saudi-Arabien. Saudi-Arabien anklager Iran for at smugle våben til houthierne gennem havnebyen Hodeida langs Yemens vestkyst. Det afviser Iran.

  • Mindst 10.000 menes at være dræbt i krigen, men tallet kan være langt højere, da ingen har det fulde overblik.

  • Yemen har samtidig længe været centrum for terrorgrupper som al-Qaeda og Islamisk Stat.

  • Visse steder ved fronten kæmper Al-Qaeda-relaterede grupper på koalitionens side.