Forklædte israelske soldater åbner ild på Vestbredden

En lille gruppe forklædte israelske kommandosoldater blev afsløret i palæstinensisk landsby på Vestbredden.

Da de israelske soldater blev opdaget begyndte landsbyens indbyggere at kaste sten efter soldaterne, som til gengæld begyndte at skyde med gummikugler. (Foto: © AMMAR AWAD)

Israelske soldater har såret omkring 30 palæstinensere med gummikugler i landsbyen Tamoun på Vestbredden, siger palæstinensiske sikkerhedskilder.

En af de 30 blev også såret af skarpe kugler i hånden, og mange flere fik vejrtrækningsproblemer, da tåregas pludselig flød i gaderne.

Urolighederne i byen brød løs, da landsbyens indbyggere opdagede, at der var en lille gruppe israelske kommandosoldater i dens midte.

Israelerne havde forsøgt at forklæde sig i arabisk tøj.

Da det blev opdaget, begyndte landsbyens indbyggere at kaste sten efter soldaterne, som til gengæld begyndte at skyde med gummikugler.

Målet for israelernes aktion var tilsyneladende en lokal leder fra den militante gruppe Islamisk Jihad.

I hvert fald fandt soldaterne frem til ham og anholdt ham, mens uniformerede soldater ankom til landsbyen og hjalp kommandogruppen ud.

En talsmand for militæret har ingen umiddelbare kommentar til begivenhederne, men militærets radio siger, at tre israelske soldater blev ramt af sten i Tamoun.

/ritzau/AFP