Forlænger suspendering af Trumps indrejseforbud på ubestemt tid

Det midlertidige påbud, der forhindrer gennemførelsen af Donald Trumps indrejseforbud er af en dommer i Hawaii forlænget.

Retsbygningen i delstaten Hawaii. Dommer Derrick Watson har suspenderet Donald Trumps indrejseforbud på ubestemt tid. (Foto: BRUCE OMORI © Scanpix)

En føderal dommer i delstaten Hawaii forlænger det midlertidige påbud, der forhindrer gennemførslen af præsident Donald Trumps indrejseforbud, på ubestemt tid, skriver Reuters.

Dommer Derrick Watson har besluttet, at påbuddet skal gælde, indtil delstatens sag om at standse indrejseforbuddet er færdigbehandlet i retssystemet.

Hawaii mener, at Trumps direktiv diskriminerer muslimer og er i strid med den amerikanske forfatning.

Da samme dommer 15. marts besluttede at suspendere en revideret udgave af Trumps indrejseforbud, begrundede Derrick Watson afgørelsen med, at præsidentens ordre var rettet mod en bestemt religion.

- Selv om islam ikke er nævnt med navn i indrejseforbuddet, så vil en objektiv iagttager konkludere, at den præsidentielle ordre blev udstedt med det mål at være til ugunst for en bestemt religion, sagde Watson ifølge Bloomberg.

Trumps nye forbud omfatter borgere fra seks lande mod før syv, da Irak er blevet slettet fra listen.

Syrien, Libyen, Somalia, Sudan, Iran og Yemen er fortsat omfattet af forbuddet.

Hawaiis demokratiske justitsminister, Douglas Chin, har tidligere kaldt det nye indrejseforbud for en version 2.0 af det første forbud.

/ritzau/

Facebook
Twitter