Formand for Merkels parti satser hele butikken: Støt mig eller fyr mig

CDU-formand sluttede i dag en tale på partikongres med dramatisk ultimatum.

Annegret Kramp-Karrenbauer har en nærmest umulig opgave.

Hun er udset som arvtager til Tysklands kansler Angela Merkel, som ikke genopstiller til posten.

Kramp-Karrenbauer afløste Merkel som formand for Tysklands store konservative parti CDU i december sidste år. Og siden er det bare gået ned ad bakke for CDU.

Partiet gik tilbage ved valget til Europa-Parlamentet. Og det samme skete ved delstatsvalg i efteråret.

Annegret Kramp-Karrenbauer skal løfte arven efter Angela Merkel. (Foto: ODD Andersen © Scanpix)

Ultimatum

Så op til CDU's partikongres i dag i Leipzig har der været alvorlige spekulationer i tysk presse om et muligt mytteri i CDU mod formanden.

Men Annegret Kramp-Karrenbauer valgte at gå til modangreb. I sin tale til kongressen gav hun tilhørerne et ultimatum: Støt mig eller fyr mig.

- Jeg vil gerne sige en ting helt åbent: Hvis I mener, at det Tyskland, som jeg ønsker mig, ikke er det Tyskland, I forestiller jer, og hvis I mener, at den vej, jeg vil gå sammen med jer, ikke er den vej, I anser for rigtig, så lad os tage diskussionen nu og afslutte den her og nu i dag, sagde CDU-formanden.

Kort efter sluttede hun talen og afventede dommen. Klapsalverne begyndte, og efter et par sekunders tøven rejste kongressen sig op og gav formanden et stående bifald.

Annegret Kramp-Karrenbauer får en krammer efter sin tale på CDU's kongres. (Foto: ODD Andersen © Scanpix)

Dolke i kulissen

Den tyske tv-station ARD konstaterer, at Kramp-Karrenbauer gik ind til talen med fuld risiko og vandt. Men så kommer der en tilføjelse: "I hvert fald indtil videre."

DR Nyheders Tyskland-korrespondent Michael Reiter fortæller, at det ikke er rivaler til posten, som mangler.

- Men de har ikke fået kørt sig i stilling endnu. De mangler pondus til at vælte Annegret Kramp-Karrenbauer. Men jeg tror, at der bliver slebet dolke ude i kulissen.