Formodede brevbomber sendt til Clinton, Obama og CNN

To mistænkelige pakker adresseret til Hillary Clinton og Barack Obama er blevet fundet i sikkerhedstjek.

Mistænkelige pakker adresseret til Hillary Clinton og Barack Obama er blevet opfanget ved sikkerhedstjek. (Foto: Carlos Barria © Scanpix)

En pakke med formodede sprængstoffer er i nat amerikansk tid fundet af en tekniker, som kontrollerer post til Bill og Hillary Clinton.

Det skriver New York Times.

En anden pakke med formodede sprængstoffer er også blevet forsøgt sendt til den tidligere præsident Barack Obama, oplyser Secret Service.

Ifølge NBC blev den ene pakke fundet i nærheden af Hillary Clintons hjem i New York-forstaden Chappaqua.

Den anden pakke var sendt til Barack Obamas officielle adresse, men blev opfanget af Secret Service i Washington DC, oplyser sikkerhedstjenesten.

Secret Service oplyser i en pressemeddelelse, at ingen af de to pakker nåede frem til hverken Hillary Clinton eller Barack Obama. De blev begge stoppet som følge af rutinemæssige sikkerhedstjek, hvor de blev identificeret som mulige sprængladninger.

Hverken Barack Obama eller Hillary Clinton var i fare for at modtage pakkerne, lyder det i pressemeddelelsen.

Sikkerhedstjenesten oplyser, at man har iværksat en større efterforskning for at identificere de skyldige.

I en erklæring fra Sarah Huckabee Sanders, talsmand for Det Hvide Hus, lyder der fordømmelse.

- Disse terroriserende handlinger er foragtelige, og enhver ansvarlig vil blive holdt ansvarlig inden for lovens fulde omfang, lyder det i udtalelsen, skriver nyhedsbureauet AP.

CNN: Kontorer på Manhattan evakueret

Nyhedsstationen CNN beretter, at Time Warner Center på det centrale Manhattan er blevet evakueret som følge af en mistænkelig pakke.

Bygningen huser blandt andet CNN's New York-redaktion, og ifølge tv-stationens rapportere på stedet er politiets bombepatrulje på plads i bygningen.

CNN berettede tidligere, at der også har været en mistænkelig pakke sendt til Det Hvide Hus, men dette er blevet afkræftet af Secret Service over for CNN.

I mandags detonerede amerikansk politi en brevbombe, som var sendt til den amerikanske milliardær George Soros, som er kendt for at være politisk aktiv og flittigt har støttet demokratiske kandidater.

Politiet var blevet tilkaldt, efter en af rigmandens ansatte havde fundet brevbomben i Soros's postkasse. Milliardæren har i den seneste tid, uden dokumentation, blevet beskyldt for at finansiere en migrantkaravane, der bevæger sig mod USA fra Mellemamerika, beretter The Independent.

Politiet har i Soros' tilfælde bekræftet, at der var tale om en bombe. Den blev "proaktivt detoneret" af myndighederne. Ingen kom noget til.

Facebook
Twitter