Formodet mordbrand i japansk filmstudie knuser fan-hjerter

Kyoto Animation-studiet bliver måske aldrig sig selv igen, siger kender.

Ifølge en talsmand fra det lokale brandvæsen hørte flere vidner en høj eksplosion fra bygningens førstesal i forbindelse med branden. (Foto: JIJI Press © Scanpix)

Mindst 33 mennesker er omkommet i den formodede påsatte brand i Kyoto Animations filmstudie, hvor nogle af den japanske anime-industris højest estimerede film og serier er blevet til.

Politiet har ifølge det japanske medie NHK anholdt en 41-årig mulig brandstifter for at have hældt benzin ud i etagebygningen, hvor flere end 70 personer arbejdede - men kan endnu ikke udtale sig om motivet.

- For rystende til at sætte ord på, har Japans premierminister, Shinzo Abe, udtalt om tragedien, som i japanske medier bliver sammenlignet med en mordbrand i Tokyo i 2001, hvor 44 mennesker omkom.

Chokbølger i animations-industrien

Kyoto Animation, hvor branden brød ud sent i aftes lokal tid, er et velrenommeret animationsstudie, som er meget kendt blandt fagfolk og fans af den japanske anime-stil.

Det fortæller Michael Panduro, filminstruktør og medstifter af animationsfestivalen Void på Cinemateket i København.

KyoAni-studiet ligger i Fujimi-kvarteret i Kyoto. Branden har raseret tre etager og et areal på omkring 700 kvadratmeter. (Foto: JIJI Press © Scanpix)

- Det her har sendt chokbølger gennem industrien, hvor alle de store fagmedier følger udviklingen tæt.

Myndighederne i Kyoto har indtil videre bekræftet 33 dødsfald. 36 andre meldes sårede.

- Nogle kommer måske til at tænke på terrorangrebet mod Charlie Hebdo (satiremagasin, red.) i Paris. Men vi skal huske, at vi ikke ved så meget endnu, siger Michael Panduro.

Står bag hitserier om gymnasiepiger

Animationsstudiet bliver kaldt KyoAni og blev oprettet i 1981.

I fankulturen er studiet især kendt for hitserier om gymnasiepiger - herunder 'Lucky Star', K-On!' og 'Haruhi Suzumiya'.

En af de nyere serier fra animationsstudiet er 'Violet Evergarden', historien om en autohukommelsesdukke, der forsøger at forstå sine egne følelser, som er aktuel hos film- og serietjenesten Netflix.

Her er det dukker af karaktererne Yui and Tsumugi fra hitserien 'K-On!'. (© Ronny Siegel / Wikimedia Commons)

Ifølge Ida Kirkegaard, der skriver en PhD-afhandling om den japanske anime-industri, ved Stockholms Universitet, har KyoAnis serier og film mange tilhængere i det mere "nørdede" fansegment.

- Det er en meget stor menneskelig tragedie, som også udløser stor sorg blandt anime-fans verden over og i industrien, siger hun.

- Det her kan blive et så hårdt slag, muligvis så stort et tab af talent, at KyoAni måske aldrig bliver sig selv igen.

Facebook
Twitter