Forrådte Storbritannien og flygtede fra fængsel: Nu er spionen George Blake død

En af den kolde krigs mest notoriske dobbeltagenter er død, 98 år gammel.

George Blake påstod at have forrådt over 500 vestlige agenter under den kolde krig. (Foto: YURY MARTYANOV © Scanpix)

Dobbeltagent. Muldvarp. Forræderisk. Legendarisk.

Holdingerne til den berømte spion George Blake afhænger i høj grad af, hvilken side man sympatiserede med under den kolde krig.

For selv om Blake var ansat i den britiske efterretningstjeneste, valgte han i ni år at spionere for Sovjetunionen og videregive afgørende information til Moskva.

Ifølge BBC var muldvarpen skyld i, at mindst 40 britiske agenter i Østeuropa blev forrådt, inden briterne fandt ud af det og idømte ham 42 års fængsel. Det var dog langt fra enden på Blake, som brød ud af fængslet og flygtede til Rusland, hvor han blev hyldet som en helt og beholdt en særlig status indtil i dag.

- Den legendariske efterretningsofficer George Blake er afgået ved døden i dag, lyder det fra Sergej Ivanov, talsmand for den russiske udlandsefterretningstjeneste.

- Han elskede oprigtigt vort land og beundrede vort folks indsats under Anden Verdenskrig, siger talsmanden til det statslige russiske nyhedsbureau Tass.

I andre dele af Europa huskes Blake som en af Vestens mest skadelige forrædere.

- George Blake gjorde enorm skade på britiske efterretningsoperationer under den kolde krig ved at forråde agenter og hemmelige operationer og viste, at KGB kunne have agenter helt inde i den britiske stats hjerte, lyder analysen fra BBC's sikkerhedskorrespondent, Gordon Corera.

Skiftede side i Nordkorea

George Blake blev født i Rotterdam i 1922 og havde en hollandsk mor og en egyptisk far, som havde fået britisk statsborgerskab efter krigstjeneste i den britiske hær. Da Anden Verdenskrig brød ud, valgte George Blake at hjælpe den hollandske modstandsbevægelse i kampen mod nazisterne.

Efter krigen blev han hvervet til den britiske efterretningstjeneste MI6, og i 1948 blev han sendt til Seoul for at indsamle efterretninger om det kommunistiske Nordkorea, Kina og Sovjetunionen, skriver The Guardian.

Da den kolde krig blev varm i forbindelse med Koreakrigen, blev Blake fanget og tilbageholdt af den nordkoreanske hær i tre år. Det var i denne periode, at han skiftede side og lod sig hverve af det sovjetiske KGB.

Under Koreakrigen, der varede fra 1950-53, stod Nord- og Sydkorea på hver deres side. Det kommunistiske Nordkorea fik støtte fra Kina og Sovjetunionen, mens FN med USA i spidsen støttede Sydkorea. (Foto: Unknown © Scanpix)

Ifølge den kristne Blake skiftede han side efter at have bevidnet amerikanernes bombardementer af civilbefolkningen under Koreakrigen.

- Jeg nåede frem til, at jeg ikke længere kæmpede på den rigtige side, har han forklaret i et interview, beretter nyhedsbureauet AFP.

- Jeg så kommunismen som et forsøg på at skabe Guds rige på denne jord. Kommunisterne forsøgte at gøre det med handling, som kirken havde forsøgt at gøre med bøn.

Da Blake efterfølgende vendte tilbage til London, gav han KGB deres første store kup ved at afsløre en hemmelig tunnel, som Vesten brugte til at spionere mod Sovjet i Østberlin.

Flygtede fra fængslet

Blake tilbragte en lang række år som dobbeltagent i Berlin, og ifølge muldvarpen nåede han at forråde over 500 af sine vestlige kollegaer. I et interview med BBC i 1990 lagde han afstand til beskyldninger om, at hans dobbeltspil havde kostet 42 vestlige agenter livet.

- Jeg fortalte dem: 'Jeg giver jer kun denne information, hvis I garanterer mig, at disse mennesker ikke bliver henrettet', lød det fra Blake.

Efter ni år som dobbeltagent blev Blake afsløret, da en polsk afhopper angav ham som dobbeltagent. Den britiske muldvarp blev kaldt tilbage til London for at blive afhørt og indrømmede sine handlinger. Det førte i 1962 til en uhørt fængselsdom på 42 år bag tremmer.

Men det var åbenbart en straf, som Blake ikke ville afsone, for efter fem år flygtede han ved hjælp af en rebstige fra det topsikrede Wormwood Scrubs-fængsel sammen med tre medfanger.

Herefter blev den notoriske dobbeltagent smuglet ind i Østtyskland, hvorfra han så kunne flygte til Rusland, hvor han modtog flere medaljer og blev hyldet som en helt. Han blev også tildelt en lejlighed i det centrale Moskva, skriver AFP.

George Blake blev kaldt spionen, som blev ude i kulden. Her ses han under en bogreception i 2001. (Foto: ALEXANDER NATRUSKIN © Scanpix)

Nyhedsbureauet peger på, at Blake med tiden blev skuffet over, hvordan kommunismen blev gennemført i praksis i Rusland, men alligevel aldrig tog afstand fra sine handlinger.

- Jeg synes aldrig, det er forkert at give sit liv til en nobel idé og et nobelt eksperiment - selv hvis det ikke lykkes.

På sin 90-års fødselsdag blev George Blake hyldet af den tidligere KBG-agent præsident Vladimir Putin, der betegnede dobbeltagenten som en del af "en konstellation af stærke og modige mennesker".

Kilder: PBS, BBC, The Guardian og AFP

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter