Forsker om Samuelsens russiske visit: Danmark er en arktisk stormagt

Et velfungerende arktisk samarbejde med Rusland er vigtigt for Danmark, forklarer forsker.

Danmark har forsøgt at holde en god tone overfor Rusland i forhold til deres annektering af Krim, fordi de ikke ødelægge det arktiske samarbejde, siger forsker. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen © Scanpix)

Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) deltager sammen med sine nordiske kolleger i Arktisk Forums konference i Arkhangelsk i Rusland i dag.

Det er det første danske møde med russerne, siden deres annektering af Krim i 2014, og konferencen kan vise sig at blive en mulighed for et styrket samarbejde med russerne.

Det siger Jon Rahbek-Clemmensen, forsker på Center for War Studies på Syddansk Universitet. Ifølge ham er Danmark en vigtig spiller i forhold til det arktiske kystsamarbejde, som både Rusland og Danmark er en del af.

- Hvis vi vil bibeholde den position, skal vi sørge for, at denne region fortsat er præget af fredeligt samarbejde. Og den vigtigste spiller i forhold til at sikre det, er russerne, siger han og fortsætter:

- Så når russerne inviterer, er det en åbning, som man fra Udenrigsministeriets side tager godt imod. Det er en måde at styrke båndet med russerne i denne region, siger Jon Rahbek-Clemmensen.

Symbolsk møde

Det arktiske samarbejde består af de fem arktiske kyststater - Danmark, Canada, Norge, USA og Rusland.

Selv om Danmark ikke har nogen direkte økonomisk gevinst i arktis - kun gennem Grønland - er arktis for Danmark et politisk, siger Jon Rahbek-Clemmensen.

- Det er meget symbolsk. Det handler om, at Anders Samuelsen skal tage til Arkhangelsk, og så skal de trykke hånd og spise middag og på den måde vise, at vi er på vej mod mere samarbejde med russerne, siger han.

Forskeren forklarer, at det er russerne, der har mest at vinde ved det arktiske samarbejde. Blandt andet derfor er Ruslands præsident, Vladimir Putin, også selv til stede ved konferencen.

Russerne lever af olie og gas, men deres reserver i Sibirien er ved at slippe op, og derfor har de brug for at finde nye områder, siger Jon Rahbek-Clemmensen.

- Der er nogle forholdsvis store forekomster i Arktis, som russerne gerne vil udnytte. Problemet for dem er, at de har brug for vestlige lande og firmaer til at hjælpe dem med at få fat i det her olie og gas.

- Derfor fører russerne en forholdsvis samarbejdsorienteret kurs i arktis, modsat andre steder, hvor de godt kan være lidt hårde at arbejde med, siger han.

Danmark forsvarer stormagtstatus

Også Danmark har noget at vinde på konferencen og i samarbejdet med Rusland. Danmark er en arktisk stormagt, hvilket vi kan veksle til politiske gevinster i forhold til USA, Russerne, Kina. Det er en position vi gerne meget aktivt vil forsvare, siger Jon Rahbek-Clemmensen.

- Der er ved at ske en åbning i forhold til Rusland med en amerikansk præsident, der signalerer en mere Rusland-venlig kurs. Arktis er et godt sted at starte. Danmark kan faktisk være med til at hjælpe USA's udenrigspolitiske kurs, og det kan være med til at sikre, at Løkke også i fremtiden bliver inviteret til Det Hvide Hus, siger han.

Mens Anders Samuelsen besøger Putins Rusland, mødes statsminister Lars Løkke Rasmussen Donald Trump i Det Hvide Hus for første gang.

I forhold til Krim-krisen har Danmark stået skulder ved skulder med de andre Nato-lande og samtidig insisteret på at holde arktis ude af den ligning, fordi forholdet til Rusland her har været spændt:

- Danmark har opretholdt et fredeligt forhold omkring arktis - det har man hele tiden prøvet at holde uden for konflikterne. Man vil gerne have normalisering. Modsat canadierne som har råbt og skreget om russernes fremfærd, så har danskerne hele tiden forsøgt at holde en fredelig tone, siger Jon Rahbek-Clemmensen.

Kort over Nordkalotten (Foto: Dr.dk)
Facebook
Twitter