Forskere er uenige: Hvilken af Irans 16 efterretningstjenester stod bag attentatplaner i Danmark?

En mand er anholdt og sigtet. Men hvem sendte ham?

Revolutionsgardens efterretningstjeneste og den efterretningstjeneste, som refererer til præsident Rouhani samarbejder ikke. (Foto: MORTEZA NIKOUBAZL)

En 39-årige norsk-iraner sidder bag lås og slå i Danmark for spionage og drabsplaner mod eksiliranere i Danmark.

Eksiliranerne er medlemmer af oprørsbevægelsen Arab Struggle Movement for the Liberation of Ahwaz (ASMLA). Det var lederen af gruppen, som den iranske efterretningstjeneste planlagde et angreb mod, lød det fra PET i går.

Sagen er bare den, at Iran ikke har én efterretningstjeneste. Landet har helt op til 16 af slagsen, fortæller Alex Vatanka, der forsker på Middle East Institute i Washington.

Spionage mod eksiliranere

Derfor kan han heller ikke pege på præcist, hvilken efterretningstjeneste, der stod bag attentatplanerne i Danmark.

Men Ali Alfoneh er ikke så forsigtig. Han forsker på Arab Gulf State Institute også i Washington.

- Jeg er slet ikke i tvivl om, at det er Revolutionsgarden, der står bag operationen i Danmark, siger han til P1 Orientering.

- Iran er berømt for at drive spionage mod flygtninge i Europa og Danmark er bestemt ingen undtagelse. Det foregår ikke kun fra ambassadebygningen, det foregår også fra kulturinstitutioner og religiøse centre, som på denne ene eller anden måde er knyttet til den iranske stat. Det kan være moskéer eller andet. Det er gennem de centre, at den iranske stat udspionerer det iranske miljø og infiltrerer det i Danmark, siger han.

Konkurrerer mod hinanden

Ud af de op til 16 efterretningstjenester i Iran, er der to store. Den ene hører til i ministeriet for intern sikkerhed og efterretningsanliggender og refererer til præsident Rouhani. Den anden Revolutionsgardens efterretningstjeneste.

Og nu bliver det rigtig kompliceret. For de to efterretningstjenester samarbejder ikke. Tværtimod. De konkurrerer, og de opererer uden at orientere hinanden.

- Revolutionsgarden er i virkeligheden en stat i staten, siger Ali Alfouneh.

Og den har ikke nødvendigvis nogen interesse i at stå skulder ved skulder med landets præsident.

- Det kan være i Revolutionsgardens interesse at bringe præsidenten i forlegenhed. Og det er lige præcis det, de har gjort. Deres kalkule er: Vi er isolerede i Iran. Samhandlen med Europa er forsvindende lille, og nu betaler vi prisen, siger han.

Ser ud til at være ude af kontrol

Alex Vatanka supplerer:

- Set fra vesten ser det ud som om, det er helt ude af kontrol. Attentatet kan være planlagt af fjender af Rouhani, der vil underminere ham ved at lave et provokerende angreb på europæisk jord. Men det kan også være den iranske regering, der vil vise, at på grund af det angreb, der skete i september, hvor 24 mennesker blev dræbt, nu skal vise styrke og henrette ham, som de mener står bag angrebet.

Han henviser til et angreb på en militærparade i den iranske by Ahwaz, hvor 25 personer mistede livet.

Og så er vi tilbage ved eksiliranerne fra oprørsbevægelsen ASMLA i Danmark, som var målet for det attentat, som PET oplyste om i går.

Iran har beskyldt ASMLA for at stå bag angrebet, og det er netop omkring Ahwaz, at ASMLA kæmper for at løsrive sig og blive en selvstændig stat.

Iran betragter medlemmerne af ASMLA-bevægelsen som terrorister.

- Efterretningstjenesterne har informanter alle steder. De render rundt og holder øje med folk og intimiderer dem ved for eksempel at filme dem, siger Alex Vatanka.

Danmark har som følge af sagen hjemkaldt den danske ambassadør i Iran, Danny Annan.

HVEM ER ASMLA

  • Gruppen Arab Struggle Movement for the Liberation of Ahwaz (ASMLA) kæmper for, at det sydvestlige Iran løsriver sig og bliver sin egen nation omkring byen Ahvaz.

  • Gruppen har afdelinger over hele verden, og medlemmer i flere andre europæiske lande er blevet truet og lever under politibeskyttelse.

  • Iran beskylder gruppen for at være en terrorgruppe.

  • Ifølge talsmanden i Danmark kæmper gruppen for et demokratisk samfund i Iran. Iran er et regime, som ikke overholder menneskerettigheder og begår terror, mener han.

  • De iranske myndigheder mener, at gruppen stod bag et angreb 22. september på en militærparade i byen Ahvaz, der kostede mindst 25 livet.

  • Gruppen har selv afvist at stå bag og beskylder selv en fraktion af ASMLA, som allerede i 2015 blev smidt ud.

  • Efter angrebet stod gruppens danske talsmand frem i et interview med DR Nyheder, hvor han fortalte, at gruppen sympatiserede med angrebet, men at de hverken havde kendskab til eller havde deltaget i planlægningen af angrebet.

Facebook
Twitter