Forskere finder kokain i det britiske drikkevand

Kokainforbruget i Storbritannien er så højt, at der nu er fundet rester af stoffet i postevand, viser rapport.

Der er fundet rester af kokain i postevandet i Storbritannien. (© DR)

Der er nu så mange, der tager kokain i Storbritannien, at forskere har fundet rester af stoffet i drikkevandet.

Det fremgår af en ny rapport fra det britiske drikkevandsinspektorat, skriver den britiske avis The Independent.

På trods af, at vandet er blevet renset, har de engelske forskere fundet spor af den ulovlige narkotika i en form, som er blevet brudt ned af kroppen.

Det er nemlig den nedbrudte form for kokain, benzoylecgogonin, der er blevet fundet i drikkevandet. Det samme stof, man leder efter i urinprøver, når man skal teste for kokain.

Ikke sundhedsskadeligt

Ifølge drikkevandsinspektoratet er mængderne af stofresterne så små, at det ikke er sundhedsskadeligt at drikke vandet.

Men opdagelsen siger noget om, hvor meget kokain, der er i omløb i Storbritannien.

- Vi er næsten det land i Vesteuropa, der har det højeste forbrug. Det er blevet billigere og billigere, mens forbruget er gået op, siger Steve Rolles, fra tænketanken Transform til The Sunday Times.

Ifølge organisationen DrugScope er omkring 180.000 britere mellem 16 og 59 år afhængeige af kokain, mens godt en halv million yderligere tager kokain en eller flere gange om året.

I prøverne fandt forskerne også rester fra stoffet ibuprofen, som bliver brugt i forskellige former for medicin og hovedpinepiller.

Facebook
Twitter