Forskere: Masseskyderier fører til løsere våbenregler

Et Harvard-studie viser, at våbenlovgivningen typisk ændres efter masseskyderier, men ikke for strammere regler.

Konkret betyder forskernes fund, at de steder, hvor der blev vedtaget lovændringer, var lovforslagene oftest rettet mod at lempe reglerne ved eksempelvis at sænke minimumsalderen for våbenkøb fra 21 til 18 år. (Foto: John Sommers Ii © Scanpix)

Når USA rammes af masseskyderier, er en naturlig reaktion hos våben-modstandere at foreslå stramninger af de love, der muliggør de dræbende skud.

Masseskyderiet i Orlando er ingen undtagelse. Præsidentkandidat Hillary Clinton, Demokraterne i Kongressen og andre fortalere for øget våbenkontrol har igen råbt vagt i gevær.

Men stik mod umiddelbar forventning bliver våbenlovene generelt set ikke mere stramme i de stater, der rammes af tragedier. Tværtimod bliver lovgivningen generelt set løsere, viser et studie, som tre Havard-forskere har udført, skriver New York Times.

Ved at analysere 167 masseskyderier i årene 1989 til 2014 påpeger forskerne, at de fremsatte lovforslag - i kølvandet på masseskyderier - generelt set går mere mod at løsne op for adgangen til våben.

I republikansk-ledede stater steg antallet af vedtagne lovlempelser med 75 procent. I stater ledet af Demokraterne eller delt lederskab mellem de to partier fandt forskerne modsat ingen statistisk signifikant forøgelse af gennemførte våbenlove af den ene eller anden slags.

Konkret betyder forskernes fund, at de steder, hvor der blev vedtaget lovændringer, var lovforslagene oftest rettet mod at lempe reglerne ved eksempelvis at sænke minimumsalderen for våbenkøb fra 21 til 18 år.

Masseskyderier får ikke blot lovgiverne til at lempe på reglerne. Flere begynder også at bakke op om lobbyorganisationen National Rifle Association (NRA), der har arbejdet hårdt for at opretholde den liberale våbenlovgivning i mere end 140 år.

I løbet af de første 18 dage efter massakren på Sandy Hook Elementary School i Newtown den 14. december 2012 fik NRA ifølge det amerikanske site Politico.com cirka 100.000 flere medlemmer. Det sendte NRA’s medlemstal fra 4,1 til 4,2 millioner.

Om studiet:

  • Tilsammen har forskerne set på 20,409 lovforslag - hvoraf 3,199 blev vedtaget.

  • De har analyseret 167 masseskyderier med 1.428 dræbte eller sårede til følge.

  • Forskerne har kun medtaget skyderier, som ikke kan relateres til kriminalitet eller familietragedier, hvor over fire personer ud over gerningsmanden blev dræbt.Kilde: The Impact of Mass Shootings on Gun Policy