Forskningsartikel om hydroxyklorokin trækkes tilbage

Forskerne bag studiet siger, at der er for mange bekymringer om kvaliteten af tallene bag forsøget. 

De danske forsøg med malariamidlet ​hydroxyklorokin, som blandt andet blev foretaget på Hvidovre Hospital, blev sat på pause efter udmelding fra WHO.​ (Foto: Ida Marie Odgaard © Scanpix) (Foto: Ida Marie Odgaard © Scanpix)

Flere forskere bag forsøg om malariamedicin mod coronavirus trækker forsøget tilbage.

Det skriver tidsskriftet The Lancet, som oprindeligt udgav en artikel om forsøget, i en pressemeddelelse ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Tre forskere bag forsøget siger, at der er for mange bekymringer om kvaliteten af tallene i forsøget.

Forskerne peger på, at firmaet Surgisphere, der leverede tallene til forsøget, ikke vil sende det fulde datasæt til en uafhængig kontrol. Dermed kan forskerne "ikke længere stå inde for sandfærdigheden af de primære datakilder," skriver de.

The Lancet skriver i pressemeddelelsen, at "der er mange udestående spørgsmål om Surgisphere og den data, som angiveligt blev brugt i forsøget".

Forsøget fik blandt andet WHO til at suspendere alle forsøg med malariamidlet hydroxyklorokin med coronapatienter.

Også i Danmark satte man forsøg med hydroxyklorokin på pause. Forsøgene fandt sted på Hvidovre Hospital.

Trump gjorde midlet kendt

Hydroxyklorokin bliver normalt brugt til behandling af gigt og hudsygdomme samt til forebyggelse af malaria.

Men det har også været et meget omdiskuteret lægemiddel i kampen mod coronavirusset.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, har været med til at udbrede kendskabet til hydroxyklorokin, da han tidligere har fortalt, at han har brugt midlet forebyggendei en kombination med antibiotikum.

Trump har siden stoppet sin brug af midlet.

Facebook
Twitter