Tema Flodbølge i Grønland

Forsvaret skal bjærge tsunami-genstande fra Grønland

Siden tsunamien i juni har de lokale i to grønlandske bygder ikke haft adgang til deres personlige genstande.

Inspektionsskibet Vædderen skal hjælpe til med bjergningsarbejdet i Grønland. (Foto: STEFFEN ORTMANN © Scanpix)

Der er godt nyt til indbyggerne fra de to grønlandske bygder Nuugaatsiaq og Illorsuit, som i midten af juni blev ramt af en tsunami, der kostede fire personer livet.

Det danske Forsvarsministerium har meddelt, at Arktisk Kommando vil hjælpe det grønlandske selvstyre med at indsamle indbyggernes personlige ejendele, som stadigvæk befinder sig i de godt 80 huse, der ligger i bygderne.

Efter tsunamien blev samtlige indbyggere evakueret. Og på grund af den meget høje risiko for nye fjeldskred, som kan udløse flere flodbølger, har de ikke fået lov til at vende tilbage til deres hjem og hente deres ejendele.

Hvis der kommer et nyt jordskred, har man nemlig kun mellem otte og 12 minutter til at komme i sikkerhed.

Det drejer sig både om personlige genstande som billeder og smykker. Men det drejer sig også om eksempelvis fangstredskaber og både, som mange af de lokale har brug for for at kunne arbejde og derved komme videre med deres liv.

- Før vi kan gå ind i husene og bjerge folks personlige effekter, skal vi dog have en samtykkeerklæring fra de lokale. Vi regner med at have alle erklæringerne mandag morgen, forklarer Michael Hjorth, der er kommandørkaptajn ved Arktisk Kommando.

Det er blandt andet inspektionsskibet Vædderen, tre personer fra Beredskabsstyrelsen samt et Challenger-fly fra Luftgruppe Vest, der skal deltage i oprydningsarbejdet.

Udover at hente personlige ejendele skal de også hjælpe til med at fjerne miljøfarligt materiale samt sikre de bygninger, der delvist er styrtet sammen. Hvis bygningerne begynder at drive til havs, kan de komme til at udgøre en fare for de skibe, der sejler forbi i området.

Ifølge Michael Hjorth skal operationen være færdig senest den 1. august.

- Vi vurderer, at det er en relativt stor opgave. Hvor stor den er, kan vi først sige noget om, når -Beredskabsstyrelsen har været i området.