Forsvarsadvokat: Norsk efterretningstjeneste sendte pensionist på opgave i Rusland

En fængslet nordmand indrømmer nu, at han flere gange er taget til Rusland for at skaffe oplysninger.

En vagt bevogter Norges ambassade i Moskva. (Foto: Maxim Shemetov © Scanpix)

62-årig Frode Berg har nu indrømmet, at han var på opgave for den norske efterretningstjeneste, da han i december sidste år blev anholdt i Rusland.

Det siger Frode Bergs forsvarere til avisen Dagbladet og tv-stationen NRK.

Den pensionerede grænsebetjent havde 3.000 euro i kontanter på sig, da det russiske sikkerhedspoliti, FSB, anholdt ham i Moskva.

FSB mener, at pengene skulle bruges til at købe hemmelige dokumenter om den russiske flåde fra en tidligere russisk politimand. På den baggrund har man sigtet Frode Berg for spionage. Han risikerer op til 20 års fængsel.

Føler sig svigtet

Nordmandens forsvarsadvokater har nu i store træk bekræftet russernes udlægning af sagen.

De fortæller, at Frode Berg flere gange har fungeret som kurer i Rusland for den norske efterretningstjeneste.

– Frode Berg har længe været i tvivl om, hvordan han skulle håndtere situationen, blandt andet fordi han har følt loyalitet overfor de norske myndigheder og håbet, at de ville bakke ham op, siger forsvarsadvokat Brynjulf Risnes til Dagbladet.

Til NRK siger advokaten, at Frode Berg føler sig svigtet, og at han ikke forstod omfanget af det, han blev involveret i, og hvor farligt det kunne blive.

Agenten "Jørgen"

Dagbladet fortæller, at Frode Berg ifølge hans advokater blev rekrutteret af en bekendt, som avisen har identificeret som en 50-årig mand, der har arbejdet for den norske efterretningstjeneste ved militærlejren Høybuktmoen, nær grænsen til Rusland.

Den bekendte satte Berg i forbindelse med agenten "Jørgen", som han mødte flere gange. Under møderne fik pensionisten udleveret kuverter med penge, som han skulle tage med på rejser til Rusland og derfra sende dem med posten.

FSB mener, at Frode Berg har sendt penge og instruktioner til en kilde i Rusland i perioden 2015 til 2017.

Kilden kvitterede ifølge sikkerhedspolitiet med hemmelige informationer om den russiske flådes base og værft i Severomorsk.

Norges efterretningstjeneste, E-tjenesten, ønsker ikke at kommentere sagen og henviser til det norske udenrigsministerium, som blot oplyser, at det arbejder på at varetage Frode Bergs interesser.

Unik sag

Norske historikere kan ikke komme i tanke om lignende sager efter 2. Verdenskrig, hvor norske statsborgere er blevet arresteret, sigtet eller dømt for spionage.

Frode Bergs advokater siger, at han nægter sig skyldig i de alvorlige anklager.

- Berg har ikke forstået særlig meget af det, han er blevet blandet ind i. Han er bedstefar til fem og en familiefar i pensionsalderen. Han ville aldrig udføre en handling, hvis han forstod, at der fandtes en risiko for 20 års fængsel, siger Frode Bergs russiske forsvarsadvokat Ilja Novikov.

Facebook
Twitter