Tema Krigen i Syrien

Forsvarsekspert: Vigtige militære mål i Syrien kan opveje civile tab

Det er overvejende sandsynligt, at også danske kampfly har dræbt civile i Syrien, men det er et nødvendigt onde ved at bombe, mener lektor.

Et luftangreb ramte den 11. august 2015 omkring klokken 20:20 bygninger i Atmeh i den syriske provinsen Idlib. En bygning, der anvendes af en væbnet gruppe, og to tilstødende civile hjem blev ødelagt, skriver Amnesty International i en ny rapport. (© DigitalGlobe. Screenshot via YouTube/Hadi Alabdallah. Grafik lavet af Amnesty International.)

11 bombeangreb udført af den USA-ledede koalition i Syrien har måske kostet op imod 300 civile livet.

Det skriver menneskerettighedsorganisationen Amnesty International i en ny rapport.

Men USA anerkender kun ét civilt tab ud af i alt 11 analyserede bombeangreb, oplyser organisationen.

Ifølge lektor ved Forsvarsakademiet Peter Viggo Jakobsen understreger rapporten, at der stor uenighed om antallet af civile ofre for koalitionens bomber i Syrien.

Han siger dog samtidig, at de militære mål, som koalitionen forsøger at ramme, kan opveje hensynet til civile.

- I henhold til krigens love må du faktisk godt slå civile ihjel, bare det militære mål er vigtigt nok. Det vil altså sige, at hvis det havde været rigtig vigtigt, så kunne du have slået 1.000 civile ihjel, og så ville det stadigvæk være okay, siger Peter Viggo Jakobsen.

Svært at dokumentere civile tab

Ved hjælp fra blandt andet satellitbilleder og øjenvidneberetninger har Amnesty International i rapporten analyseret 11 angreb, der alle har fundet sted mellem september 2014 og juli 2016.

Amnesty International mener på baggrund af rapporten, at USA omgående bør foretage en grundig efterforskning af egne luftangreb og vedkende sig de civile tab i Syrien. Men det kan blive svært for koalitionen at foretage den slags vurderinger, mener Peter Viggo Jakobsen.

- Det er jo ikke sådan, at amerikanerne, efter de har lavet et luftangreb, kan gå ind og kigge i murbrokkerne og se, hvor mange civile der er, siger han og påpeger, at det samtidig kan være svært at skille civile fra de stridende parter i Syrien:

- Den eneste forskel på en civil og en soldat er, ud over hvis vi taler kvinder og børn, om de er bevæbnede eller ej. Det gør, at det bliver svært at være præcis omkring, hvor mange civile, der er døde.

Danske bomber kan koste civile liv

Danske F16-kampfly bidrager også til den internationale koalition, der bomber mål i Syrien.

De 11 angreb, som er analyseret i rapporten, omfatter ikke bombemissioner, som danske fly har deltaget i.

Men det betyder ikke, at Danmarks militære indsats i Syrien ikke har kostet civile livet, siger Peter Viggo Jakobsen.

- Jeg vil vurdere det som overvejende sandsynligt, at danske fly også har dræbt civile - på samme måde, som danske soldater dræbte civile i Afghanistan i forbindelse med kampe der, siger han.

Forsvarsminister Peter Christensen (V) sagde ved en orientering 10. oktober i Udenrigspolitisk Nævn, at danske bomber ikke har været skyld i civile tab i Syrien.

Regeringen har dog tidligere meldt ud, at det var forventeligt, at Danmarks fornyede indsats i det krigsramte land kunne føre til dræbte civile.

- Når man skal ind og kæmpe i bebyggede områder mod en modstander, som gemmer sig blandt civilbefolkningen for at undgå at blive bombet, så vil der uundgåeligt dø civile. Så hvis vi ikke vil være med til at slå civile ihjel i krig, så skal vi lade være med at gå i krig, siger Peter Viggo Jakobsen.

Det seneste officielt bekræftede tal for civile tab fra den samlede koalition er på 55 personer, har forsvarsministeren tidligere oplyst.